Weekend uden vat
Louise er 18 år og udviklingshæmmet. Hun går i specialskole, bor i en beskyttet bolig og har hele tiden pædagoger til at hjælpe sig. Sådan har det været i mange år – og sådan er livet typisk for en udviklingshæmmet. Beskyttet og forudsigeligt.
Sidste weekend så dog helt anderledes ud for Louise. Sammen med 4 spejdere og 6 andre udviklingshæmmede var hun på lejrtur, hvor alle aktiviteter, uanset om det var samba eller æggestafet, handlede om at ”komme af med vattet”.
Projektet er et af de mange Scout Academy projekter, der lige nu afholdes rundt omkring i landet.
Thea Givskov, en af spejderne bag projektet, fortæller:
- Vi har selvfølgelig tænkt over, at vi ikke bare var på weekend med vennerne. Vores deltagere har særlige behov og sætter hurtigt lighedstegn mellem nyt og farligt, hvorfor selv en æggestafet kan virke ret skræmmende på dem. Derfor gjorde vi meget ud af at opmuntre dem til at prøve de forskellige aktiviteter, selvom de enten ikke turde eller sagde de ikke kunne.
Og deltagerne greb udfordringen. I den grad. Louise, der først ikke ville være med til æggestafet, endte med at gå catwalk, hvor hun stolt balancerede skeen med ægget i munden.
- Det er skønt at se dem gøre noget de først de ikke turde, fortæller Thea. Og skønt for os at være med til at starte og støtte den udvikling. Det er egentlig spejdermetodens ”Learning by doing” i sin fornemste form.
Weekenden var den første af i alt to. Næste gang ”vattet skal af”, er i slutningen af september, hvor deltagerne blandt andet skal sejle i kano en hel dag.
- Vi er spændte på hvad de siger til det, fortsætter Thea, men vi er også sikre på, at de sagtens kan, det har vi jo set denne weekend. Det handler i bund og grund om at tro på dem, og støtte dem i at tro på sig selv. Så kommer det helt automatisk.
- Det gælder jo ikke kun for dem, men også for alle andre mennesker. Og det er jo det hele vores projekt handler om. At vise, at alle, udviklingshæmmede eller ej, er mennesker, slutter Thea.