Teaterprojekt på produktionsskole
Scenen er vores: Omfattende teaterprojekt på produktionsskolen i Brønderslev
Produktionsskolen er de mange hænders sted. Hænder der kan bygge, sy og svejse, lave såvel it som lys- og lyd. Tre unge KFUM-spejdere har indledt et nyt samarbejde med Brønderslev Produktionsskole om et stort teaterprojekt, der får de mange hænder til at arbejde sammen.
Der er tale om en særlig Robin Hood parodi, som nogle elever har bygget kulisserne til, mens andre får afprøvet deres skuespillertalent i stykkets forskellige roller. Teaterstykket fremføres på fredag d. 8. august. Forinden er der dog generalprøve for elever på andre nærliggende produktionsskoler.
– Vi har oplevet stor interesse og opbakning fra flere i lokalområdet. Blandt andet vil Bog&Ide sælge billetter til stykket, og Brønderslev Bibliotek har stillet en flot scene med lys og plads til 200 mennesker til rådighed, fortæller Nanna Martens, en af de tre KFUM-Spejdere bag projektet,
- Scenen er faktisk bygget af tidligere elever fra Brønderslev Produktionsskole, men den er aldrig blevet brugt af elever fra skolen før så det bliver spændende for dem sådan at skulle ”indvie” den.
Brønderslev Produktionsskole er meget begejstrede for projektet
– Da de tre spejdere først kom til mig og fortalte om deres idé, var min reaktion, at vi da tit havde bygget scener til folk. Det viste sig så, at eleverne rent faktisk skulle op på scenen og samarbejde om at sammensætte stykket – og det var jo noget helt nyt, fortæller produktionsskolens forstander Niels A. Jensen,
– Det er en helt ny udfordring for eleverne, og det er dejligt at få et samarbejde mellem skolens værkstedslinjer, hvor eleverne ellers kan være generte overfor hinanden.
Idéen til projektet er opstået på Scout Academy, en projektlederuddannelse, som de tre spejdere alle følger. Med projektet håber de blandt andet, at skabe synlighed omkring, at spejderarbejde er meget mere end noget med knive og knob.
– Der sker mange spændende ting både i spejderverdenen og på produktionsskolerne. Vi tror, at projekter som vores kan fortælle de gode historier og være med til at udbrede kendskabet til den moderne tilværelse såvel på produktionsskoler som i spejderbevægelsen, forklarer projektmedansvarlig Thomas Dybdahl Ahle.
(HRL)