Spejdere og folkeskole i nyt samarbejde
KFUM-Spejdere på lederuddannelse har lavet et projekt, hvor 10. klasses elever fra Bjerringbro i "Det mørke Jylland" møder unge fra Vesterbro.
Besøget giver dem en fornemmelse af hvordan livet er i den anden ende af landet, og skaber en ivrig debat om virkelighed og fordomme.
- Med projektet vil vi sætte fokus på kulturelle forskelle – og ligheder - blandt unge i Danmark. Det gør vi ved at lade unge på tværs af landet mødes, fortæller Heidi Glinvad, en af de unge KFUM-Spejdere bag projektet, formålet er at skabe større forståelse og tolerance for hinanden.
- Jeg troede, at alle Københavnere var snobbede, fortæller en af eleverne fra Bjerringbro, - men de er jo ligesom os andre. Helt nede på jorden - selvom de taler ret hurtigt. Omvendt har en pige fra Vesterbro lært, at man laver andet i Jylland end at malke køer og slå græs.
KFUM-Spejdere står bag projektet
Idéen til projektet er opstået på Scout Academy, en projektlederuddannelse hos KFUM-Spejderne, som de 4 spejdere følger. Sideløbende med uddannelsen skal de udvikle og gennemføre deres eget projekt og da uddannelsen, for deres vedkommende, udbydes på Nørgaards Højskole i Bjerringbro var det naturligt at samarbejde med 10.klasses elever fra lokalområdet.
De 4 spejdere har lagt et program for samtlige dage de to klasser var på besøg hos hinanden. Alle aktiviteter og arrangementer har det samme formål, nemlig at skabe en god kontakt og dialog mellem grupperne. Men der skete meget mere end det.
- For eleverne var projektet ikke kun en øjenåbner, fortæller Karin Schou, klasselærer fra skolen i Bjerringbro, på de få dage det varede har en af klassens drenge udviklet sig fra at være tavs og indelukket til aktiv og talende. Det er fantastisk at se, og jeg tror det skyldes det nærvær og den leg der prægede alle aktiviteterne.
På den måde kan man godt mærke, at det er spejdere der står bag. Alle kunne være med, på hver sin måde.
Det giver Heidi hende ret i, og tilføjer
- I planlægningen af aktiviteterne har vi naturligvis trukket på vores erfaring som spejderledere, men vi har også lyttet meget til elevernes egne ønsker. Noget vi fik stor ros for efterfølgende. Jeg vil også sige, at det havde en stor betydning, at eleverne var i andre omgivelser end de vante, det gjorde det muligt at bryde nogle gamle grupperinger.
En unik mulighed for 10. Klasses elever
I juni måned afsluttede spejderne deres uddannelse. Deres store håb er, at lærere eller 10.klasses elever på landets folkeskoler griber idéen og viderefører den.
- Når man går i 10. klasse står man ofte over for at skulle træffe nogle svære valg, fortæller Morten Tønning, der også står bag We meet. Skal man uddanne sig, finde et arbejde, rejse eller noget helt andet?
- For os er Wee meet et godt eksempel på et spændende og udviklende projekt med unge, fortsætter han, man behøver jo ikke drage til Rom eller fare London rundt for at udvikle sig. Vi har med vores egne øje set hvor meget der sker, når jævnaldrende med forskellig baggrund og forskellige syn på tingene møder hinanden. Samtidig er projektet så billigt, at det næsten ikke er til at tro, det er lige til et folkeskolebudget. Den største udgift vi havde, var til transporten, og den kan man jo få dækket af DBS - hvis vi altså havde husket at få søgt de obligatoriske 10 uger forinden, slutter Morten.
(HRL)