PRESSEMEDDELELSE Spejdere integrerer nydanskere
I morgen trækker en gruppe nydanskere fra Skovparken i fleecen og de uldne sokker for at dreje snuden mod det nordjyske.
De skal på hyttetur med 2 unge KFUM-Spejdere, hvor alle aktiviteter, såvel klatring som madlavning, skal skabe fællesskab og forståelse mellem unge med forskellig etnisk baggrund.
Integration når det er bedst, lyder det fra Marwan Zobi (SF), formand for integrationsudvalget i Kolding, der roser projektet til skyerne.
Perfekte rammer for integration
- Det er et rigtig flot projekt spejderne har sat i værk, udtaler Marwan Zobi, der især hæfter sig ved, at projektet både er for og af unge, samt at fællesskab og forståelse er i centrum.
- Hytteturen giver de unge nogle helt unikke rammer for at samarbejde og leve sammen på tværs af tro og kulturer. For mig er det kernen i integration, forklarer han, og fortsætter:
- Det er uendelig vigtigt, at de unge finder og forstår hinanden - det er dem der skal tegne samfundet fremover.
Kan danne model for fremtidige integrationsprojekter
- Der er brug for mange flere projekter af den slags. Ikke bare i Skovparken, men i hele Kolding, fortsætter Marwan Zobi, og understreger samtidig hvor vigtigt det er, at projektet videreføres og udvikles:
- Der skal også være et tilbud til de unge nydanskere, som ikke kom med denne gang. Jeg vil meget gerne læse spejdernes evaluering og diskutere hvordan vi kan lave flere gode integrationsprojekter i Kolding.
Del af projektlederuddannelse
Initiativet er en del af de 2 spejderes Scout Academy uddannelse.
Her får spejdere på 18-24 år en projektlederuddannelse, sideløbende med de laver et projekt sammen med udsatte børn og unge.
Læs mere om projektet og Scout Academy på: www.scoutacademy.dk
Yderligere information:
Lisbeth Simonsen, KFUM-Spejder og projektansvarlig : tlf. 2332 7705
Kim Viggo Nielsen, KFUM-Spejder og projektansvarlig : tlf. 6066 1004
Henriette Romme Lund, kommunikationsmedarbejder, KFUM-Spejderne i Danmark : tlf. 2222 9477