PRESSEMEDDELELSE Spejderaktiviteter kan skabe ro i Århus ghetto

Siden august har 4 unge KFUM-Spejdere hver mandag lavet aktiviteter for børn i Rosenhøj.
Et tiltrængt og godt initiativ, lyder det fra både socialrådmand Gert Bjerregaard (V) og Jens Møller, leder af Det Boligsociale Fællessekretariat der arbejder med belastede boligområder i Århus.
Her viser en undersøgelse, at Rosenhøj mangler tilbud til børn, samt at flere fritidstilbud kan give ro og stabilitet i området.



Rosenhøj mangler tilbud til børn
- Der er dobbelt så mange børn og unge i Rosenhøj som i de øvrige bydele i Århus – men der er ikke dobbelt så mange tilbud, fortæller Jens Møller.

Samtidig rammer områdets tilbud ikke alle. Souschefen for fritids- og ungdomsklubben i Rosenhøj, Mette Christoffersen, forklarer:

- De ældre børn kan bruge ungdomsklubben, og dem der vil spille fodbold eller gå til tennis kan bruge idrætsforeningen. Men der mangler et fast tilbud til de 8-11-årige, der ikke vil dyrke sport.

 

 
Spejderaktiviteter udvikler Rosenhøj positivt
Dét tilbud giver spejderne dem. Hver mandag aften samler de børn fra området til forskellige aktiviteter. Socialrådmand Gert Bjerregaard(V) udtaler:

- Når fire unge spejdere bruger en aften om ugen på at lave aktiviteter med børnene i Rosenhøj, er de med til at løfte området og gøre det til et rart sted at bo. De møder børnene i øjenhøjde og er gode rollemodeller for dem, som måske ikke kan hente så meget støtte derhjemme.

- De frivillige kræfter er helt uundværlige i arbejdet med udsatte børn og unge. Den menneskelige interesse og kontakt, som de frivillige står for, kan vi ikke på samme måde tilbyde i det offentlige. Derfor er det uhyre vigtigt, at den kommunale indsats suppleres af et aktivt netværk af frivillige i lokalområderne.


Aktiviteter er del af spejderuddannelse
Initiativet er en del af de 4 spejderes Scout Academy uddannelse.

Her får spejdere på 18-24 år en projektlederuddannelse, samtidig med de laver et projekt for udsatte børn og unge.

                                                                                                                                                                                                          
Baggrund og yderligere oplysninger:
Niels Moeslund, KFUM-Spejder og projektansvarlig                                                                      : 5137 3995
Henriette Romme Lund, kommunikationsmedarbejder, KFUM-Spejderne i Danmark                        : 2222 9477