Når det sociale samvær er den største udfordring
Når det sociale samvær er den største udfordring
Fem elever fra Nørgaards Højskole udfordrer psykisk sårbare unge i et Scout Academy Projekt - det giver venskaber og kontakter for livet.
Vi er fem unge der har lavet projektet Nye Spor i Sneen. Projektet handler om at skabe nye netværker og venskaber mellem unge, og unge der er psykisk sårbare, og give dem mod på igen at blive aktive i fritidslivet.
For nogle af de unge, der deltager i projektet, er det sociale samvær en stor udfordring. ”Psykisk syg” er et tabubelagt emne, mange unge mister deres sociale netværk, og gode venner, når de får konstateret en psykisk sygdom. Der er mange fordomme, og i bund og grund bygger det vel på uvidenhed. I projektet Nye Spor i Sneen, er der ikke fokus på diagnoser, men på mennesker. Og der er en god dialog mellem deltagerne, så der efter dette projekt er en gruppe unge der er blevet lidt klogere, og har fået nogle nye venner.
”Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har villet holde fast i et projekt som jeg vil nu!! […] I har overtrådt mine grænser på mange måder den aften. Men i stedet for de overtrådte grænsers nederlag fik jeg en sejr... Og hver en lille sejr I giver andre mennesker, ja så giver i dem også mulighed for at træde et skridt frem.”
Samarbejde, teambuilding og tillid er nøgleordene i aktiviteterne som Nye Spor i Sneen afvikler over en række ugentlige møder. Formålet er at aktiviteterne hver gang er udfordrende for alle, og at de fælles oplevelser kan være et fundament for venskaber.
14. maj. (billede til højre) Det kræver stor tillid til den der sikrer dig, og til de reb som skal holde dig, når du bevæger dig ud over tårnets kant for at rappelle de 12 eller 20 meter, der er ned til jorden. Deltagerne i Projektet Nye Spor i Sneen, overvandt deres frygt og havde hver især en personlig sejr med hjem den aften.
13. maj. (billede til venstre) En af de store events i projektet, var ferniseringen af ”Ildsjæle” hvor Viborgs Borgmester Johannes Stensgaard hjalp Projektet Nye Spor i Sneen, med at offentliggøre fællesmaleriet ”Ildsjæle.” Maleriet er skabt i et samarbejde mellem de unge, guidet af en professionel kunstner. Temaet for maleriet er ild, da det skal hænge i den gamle brandstation i Viborg, som nu er det nye medborgerhus.
D. 7. maj (billedet til højre) var temaet for aftenen ild. De to hovedaktiviteter var ”fireballs” og ”ild-spyning.” Begge havde de til formål, at vise at ild ikke behøver at være noget ondt og farligt. Ild kan være smukt – og i dette tilfælde grundlag for en fælles men grænseoverskridende oplevelse for alle.
Spejdere er noget for sig selv og rigtig meget for andre. Spejder eller ej, på Scout Academy på Nørgaards Højskole, laver vi noget der giver mening. Vi 5, der står bag Nye Spor i Sneen, har opdaget, at der er et rigtigt stort behov, hos denne gruppe unge i Danmark. Men vigtigere – det er ikke så svært! Vi gør det jo, vi kommer hjem fra hvert møde med armene over hovedet, fordi det er fedt, vi er med til at give succesoplevelser, skabe venskaber – og vi kan se hvordan deltagerne flytter sig, og får mod på mere.