Nye_spor2
Andet møde med deltagerne i projektet Nye Spor i Sneen var en kæmpe succes! I bussen på vej hjem, opdagede jeg at jeg sad og smilede – mine kinder var helt ømme men jeg kunne slet ikke holde op, det er en god indikator for hvordan jeg havde det efter den aften.
Det var lykkedes os at skaffe en flok unge uden psykiske lidelser, og det var fedt at mærke at de også synes at det er et godt initiativ! Aftenen handlede om teambuilding, små øvelser der kan ryste en gruppe tættere sammen, udfordre deres samarbejdsevner – og dem selv som personer. Det var Lasse, en af projektlederne der havde stået for programmet. Han havde hentet meget af det i sin spejder baggrund. Det var fedt at opleve at man kan bruge noget af alt det man lærer der – til andet end spejderarbejde.
Vores første fællesaktivitet viste sig at være en kæmpe udfordring. Gruppen skulle stå helt tæt sammen i en rundkreds med siden ind mod midten. Med en anden person helt tæt på, der holder om en, og dig selv der holder om dem foran, sætter man sig ned på hinandens knæ og vupti så har man en ”menneskebænk”. Flere af deltagerne udtrykte bagefter, at det ikke havde været rart at være så tæt på, og at det havde været en stor udfordring. Men de var meget stolte over at have gennemført det – endnu en personlig sejr.
Jesper* en af deltagerne i projektet har mailet sine tanker til os. Han beskriver meget godt, hvordan denne gruppe af unge, som vi nu har fået lov at komme helt tæt på, går og har det. Vi ved at han ikke er alene, mange af vores deltagere giver udtryk for de samme problemer, og det bekræfter os bare i, hvor vigtigt dette projekt er. Og vigtigheden i at der bliver sat fokus på denne gruppe – nemlig Danmarks unge over 18 år der er psykisk sårbare.
Jespers første indtryk efter vores beskrivelse af Scout Academy konceptet, og ideen til Nye Spor i Sneen.
”Da jeg først hørte jer fremlægge projektet tænkte jeg What The Fuck, er vi som psykisk-syge bare madding for endnu en omgang ”15 minutes of fame” historie. Skal vi finde os i at blive udnyttet på denne måde IGEN! Den ide med at I skulle have succes på vores bekostning og vores tid, anstrengelse og mod tiltalte mig ikke spor, i de sekunder hvor mine tanker i et virvar slog sig løs. Men jeg skulle i de næste 2 timer finde et helt andet svar og gøre mig helt andre tanker vedr. dette projekt.”
Han beskriver også hvor svært det var at tage af sted til det første møde, hvor en kammerat med en psykisk sygdom havde inviteret ham med: ”Jeg havde på forhånd takket nej til denne aften, med den ene grund at jeg ikke ville præsentere mig selv foran alle de andre der nu ville dukke op. Jeg begyndte at komme med de efterhånden ret obligatoriske grunde til at jeg netop ikke denne aften kunne deltage. "Jamen Peter jeg har det sku ikke så godt i dag, og bliver sku nok nødt til at melde pas"…” Heldigvis lykkedes det kammeraten at overtale ham og de dukkede begge op til det første møde. Vi havde en aktivitet hvor de to og to skulle interviewe og præsentere hinanden: ”Det er for mig meget grænseoverskridende at sidde i en forsamling af folk og præsentere mig selv” Han gjorde det og beskriver selv følelsen sådan: ”Men angsten for at jeg skulle kvæles i hver sætning lurede lige om hjørnet!!” Han beskriver også hvordan han blev imponeret over, at vi fik alle i tale, hvordan vi på vores lidt fjollede måde formåede at skabe en god stemning, og allerede der gav et håb om fremtidige venskaber: ”… blev hurtigt klar over at de var her for at give os et sammenhold som ville blive svært at rive fra hinanden igen.” Det er fedt at mærke hvordan vores projekt giver mening, og rykker noget for nogen. Og jeg vil slutte denne artikel med et sidste citat fra Jesper:
”Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har villet holde fast i et projekt som jeg vil nu!! […] I har overtrådt mine grænser på mange måder den aften. Men i stedet for de overtrådte grænsers nederlag fik jeg en sejr... Og hver en lille sejr i giver andre mennesker, ja så giver i dem også mulighed for at træde et skridt frem.”
*navnene er ændret af hensyn til deltagerne.
Tekst og billeder: Maja Mølby Hansen