KULToUR
KULToUR bussen ruller igen
Var du så heldig at opleve Khadije på de skrå brædder på landsmødet? Eller sad du også som mig og fulgte spændt med på web-cam? Khadije optrådte i C:NTACT teaterstykket lørdag aften. Her fortalte hun om sin bortførelse og siden flugt fra Libanon med en indlevelse og intensitet så selv jeg, hjemme i stuen, kunne mærke suset gennem landsmødesalen.
KULToUR giver dig den unikke mulighed for at låne 'menneskebogen' Khadije og stille hende alle de spørgsmål du ikke fik lejlighed til at stille hende lørdag aften på landsmødet. Khadije er nemlig en af de 20 'menneskebøger', der udgør menneskebiblioteket "KULToUR - interaktion og mangfoldighed". Khadije og de 19 andre 'menneskebøger' stiller sig til rådighed for dig, for at du kan låne dem og få deres historie og blive klogere på danskere med en anden etnisk baggrund end dansk.
Ud over Khadije kan du f.eks. låne Babak og høre om hans flugthistorie fra krigen i Iran, eller du kan låne Ahmed og høre om hverdagen i Sandholmlejren. Du kan også låne Amila og høre om hvordan hun i hverdagen låner sig låner sin historie ud til medpassagerer i bussen og andre folk køen i Netto eller Cemal, der til daglig arbejder med at få unge rødder med anden etnisk baggrund på rette spor igen. Det, der samler Khadije, Babak, Ahmed, Amila, Cemal og alle de andre 'menneskebøger' i KULToUR, er lysten til at skabe et mere åbent og tolerant Danmark.
Du kan låne en af dem, når KULToUR kører kongeriget rundt fra d. 23.- 29. juni. KULToUR er et af Scout Academy projekterne, og det er anden gang at KULToUR kører landet rundt og 'låner mennesker ud'. Du kan følge alle forberedelserne til KULToUR på KULToUR-bloggen: http://2008.kul-tour.com/ samt på www.kul-tour.com.
Velkommen!
KULToUR -bussen rammer 6 af Danmarks største byer på 7 dage i juni:
Rådhuspladsen - København (23. juni kl. 16-19).
Flakhaven - Odense (24. juni kl. 12-17.30),
C.W. Obels Plads - Ålborg (25 . juni kl. 13-17),
Axeltorv - Kolding (26. juni kl. 12-17.30),
Torvet - Silkeborg Riverboat Festival (27. juni kl. 12-18),
Lilletorv - Århus (28. juni kl. 11-16),
Nytorv - København (29. juni kl. 12-17).