Fra Vesterbronx til Bjerringbronx
Integration er mange ting. Kulturelle forskelle findes ikke blot på tværs af nationale og religiøse grænser, men også på tværs af landsdelene i Danmark. I Scout Academy på Nørgaards Højskole har vi sat os for at gøre noget ved det dér hvor det ligger lige for:
Fredag den 2. maj ankom en gruppe 10. klasses elever fra Vesterbro i København, til Bjerringbro i Jylland for der at mødes og være sammen med med lokal 10. klasse. De to grupper kendte ikke hinanden og hinandens hoods, men de tilbragte en weekend sammen og gjorde noget ved det. Gennem forskellige aktiviteter kom de nærmere på hinanden som mennesker, de så forskellige kulturelle og sociale forskelle - og fandt ud af, at der på mange punkter slet ikke er forskel på at være ung i Nordjylland og i Storkøbenhavn.
Mødet mellem de to 10. klasser fra hver sin verden var startskuddet på projekt We meet – you see, et Scout Academy projekt, der organiseres af et team på fire unge fra Nørgaards Højskole.
Den 21. -23. Maj vil projektet blive fulgt op af endnu et møde – denne gang i det indre Vesterbro og nu er det jydernes tur til at være på udebanen!