HVOR MEGET SPEJDER ER DU?
Hvis vi kigger på den verden vi har i dag, så vil vi kunne se en masse forskellige ting, som har ændret sig meget siden Baden Powell stiftede spejderbevægelsen. Vi spejdere har moderniseret os helt vildt, siden det hele startede for mange år siden.
Vi har som nogle af de mange ændringer skiftet kompasset ud med en moderne gps, der kan fortælle os, hvor vi skal gå hen, og hvor de forskellige koordinater er i stedet for, at vi selv skal sidde med et kort og finde ud af det. I alle nye såkaldte ”smartphones” er der indbygget gps, som er gratis at benytte. Vi har fået forbedret vores udstyr så meget, at selv trangiaen er let at gøre rent uden det helt store knofedt.
Hvis vi kigger på SEE 20:10, som blev afholdt i sommerferien, hvor samtlige spejdere var med, blev vi så miljørigtige, at vores opvaskemiddel havde specielle enzymer, der gjorde, at det ikke forurener. Mange spejdere fra udlandet f.eks. USA og Tunesien kom og tilsluttede sig korpslejren netop for at få bekræftet vores netværk som er så kæmpe stort, at det slår alt andet. Det, vil jeg efter min mening sige, er i den rigtige spejderånd.
En af mine gamle spejderledere sagde engang, at en spejder er den, der har det største netværk og det er altid noget, der vil holde på et eller andet plan, er dette ikke korrekt??
Fordommene imod spejdere i dag er meget hårde. Mange siger, at spejdere er nogle med knæsokker, som går rundt og spiser snobrød og leger med pinde. Dette er forsøgt afkræftet ved at nogle spejdere tog i biografen med uniformer på, hvilket jeg syntes er et enormt godt initiativ, fordi folk skal lærer om vores værdier. Folk tror virkelig ikke, vi laver andet end at sidde og spise snobrød. De glemmer, at vi rent faktisk er dygtige håndværkere, der forstår at bruge de rette værktøjer. Hvad ville en spejder f.eks. være uden sine kammerater? Hvad ville en spejder være uden rafter eller alle de fede oplevelser?
Spejder er verdens fedeste ting, som rigtig mange kan lide. Personligt er jeg spejder med stort S, men hvor stort er jeres S?
Lasse H. Olesen
KFUM Spejderne Ensted
Seniorspejder og ulveassistent