SKAL / KAN VI LÆGGES SAMMEN???
Medlemstallene rasler væk i de danske spejderkorps. Så hvorfor ikke slå dem sammen?

Om nogle ganske få år vil den sidste KFUM-spejder kunne dreje nøglen om til korpset, og det samme kan DDS. Det er simpelthen ikke sejt at være spejder længere; og det der ”spejd er sejt” er vidst også bare noget vi går og siger for at holde modet oppe. Så hvorfor ikke slå pjalterne sammen og lægge os sammen med DDS?
Det samme fællesskab
Jeg går selv på Brejning Efterskole. Her er op mod 80 % af eleverne spejdere fra både DDS og KFUM-spejderne. På bare det halve år jeg har været her, er min opfattelse af at være spejder blevet ændret, men også min opfattelse af at være KFUM-spejder er ændret. Her på skolen er vi otte KFUM-spejdere, og resten er DDS’ere på nær en enkelt FDF’er. Det har fået mig til at tænke på hvorfor det lige præcis er KFUM-spejder jeg er.
Det er noget jeg har gået tænkt over i lang tid nu. Men jeg er ikke kommet til noget ordentligt svar, for hvor stor er forskellen egentlig mellem DDS og KFUM-spejderne? Efter at have siddet og kigget på de to korps’ mål og værdier, har jeg måttet konstatere at de ligger meget op af hinanden. Den eneste store forskel er at vi også har tilknytning til den danske folkekirke. DDS har endda også det samme problem, med at de også mister mange medlemmer for tiden. Her på skolen gør vi ikke rigtig forskel på om vi er grønne, blå eller røde for dan sags skyld. Selvfølgelig er der de sædvanlige drillerier når man tager en grøn uniform på, men ikke mere end at vi har et specielt fællesskab netop fordi vi er spejdere.
Samme mål og værdier
Når vi nu har mange af de samme værdier og mål, hvorfor så ikke gøre dem fælles ved at skabe et stort dansk spejderkorps, med mange flere både menneskelige og materielle resourser. Begge korps er kommet op med nye mål og værdier for at imødegå problemet med de faldende medlemstal. Sammen, tror jeg, man vil kunne skabe gode resultater, og få vendt den kedelige tendens. Da vi er begge gamle korps med lange og stolte traditioner, kunne disse kombineres med det bedste fra hver. Hvorfor ikke tage skridtet ind i det andet spejderårhundrede som ét stort spejderkorps?
Hvad synes du? Skal vi blive til et stort korps eller skal vi forblive som to korps?