SJÆLØR BYSPEJDERCENTER
Håndværkerne er ved at flytte ind i kirken, for at starte renoveringen. Orglet som fulgte med kirken er blevet givet videre til en polsk menighed, så der bliver mindre og mindre kirke, og mere og mere center.
For at kunne have et center er det jo nødvendigt at have en række aktiviteter.
Aktiviteter kommer ikke helt af sig selv, så derfor er Giv-et-år spejder Gavin Norman i gang med at udvikle aktiviteter til byspejdercenteret. ”Jeg arbejder på at finde ud af hvad det er de unge gerne vil have fra det her koncept
med et byspejdercenter. Jeg er også ved at finde hovedårsagerne for hvorfor man skal komme til centeret, og hvorfor man vil bruge det. Derfor samler jeg idéer for det nye koncept. Jeg arbejder også med at finde ud af hvad forskellen er mellem at være byspejder og være spejder fra landet.” Fortæller Gavin Norman.
Brug af erfaring
Gavin har valgt at gøre dette fordi han har været frivillig på forskellige spejdercentre rundt om i Europa gennem de sidste 5 år. Han har rejst fra spejdercenter til hovedkvartere, for at finde ud af hvad de havde at tilbyde, samt se hvordan de virker.
Gavin Norman siger: ” jeg tror det her vil være en fantastisk udfordring for den sidste del af denne super oplevelse, som det har været at rejse fra spejdercenter til spejdercenter, hvor jeg nu har muligheden for at præge et helt nyt spejdercenter, med min erfaring fra andre steder.”
Sig din mening
I kan være med i udviklingen af Sjælør bycenter, ved at deltage i en spørgeskemaundersøgelse. Derudover kan i diskutere hvad i synes der skal være i et bycenter.
Hvad er jeres holdninger om det at have et byspejdercenter? Hvad er der af muligheder? Hvorfor vil du bruge centeret? Hvad kan lokke dig til centeret? Hvad mener du byspejderarbejdet er i forhold til det ”almindelige” spejderarbejde?