Oktober 2007

Fra marked til spejderlejr

Nogle dage er det svært at stå op, andre dage er det helt ufattelig svært at stå op!!

I morges kunne jeg godt mærke, at jeg har været på farten i en uge, og er blevet bombarderet med indtryk fra alle sider. Jeg har aldrig før oplevet at være så mættet med indtryk, men det viser jo kun, at jeg har haft øjne og ører ordentligt åbne, og at det jeg er blevet præsenteret for, er mere end almindeligt spændende.

Dagens program var heldigvis noget mindre pakket end de seneste dage. Vores tunesiske værter skulle arbejde her til formiddag, så vi havde formiddagen for os selv. Vi valgte at bruge den til at gå en tur rundt i Medinaen. Det blev en utrolig interessant tur, i det vi i modsætning til sidste gang vi var i Tunis Souq, kom ind i den lokale version, som tuneserne selv bruger. Det var rart at se en side af byen, som ikke vær iscenesat til ære for turister.

Det bedste minde fra den tur var ubetinget, da det begyndte at styrtregne, og vi kastede os ind på en lille café, hvor vi så stod og drak kaffe, og hyggesnakkede, mens Tunis-borgere passerede forbi, eller kom ind på caféen af samme grund som os. Der følte jeg en stærk følelse af, at være med på det tunesiske beat, og igen måtte jeg konstatere, at Anes plan om at blive antropolog, lyder som en spændende én…

Om eftermiddagen kom Faouzi og hentede os på vores hotel, og efterfølgende kørte vi ud til det tunesiske spejdercenter i Bordj Cedria, der ligger ca. 25 kilometer fra Tunis. Dette center er et af de største i Tunesien, og jeg måtte igen tage hatten af for tunesernes evne til at lægge deres centre i et naturskønt område med nem adgang til stranden. Til alt held fik vi mulighed for at møde en gruppe tunesiske roverspejdere. Det var så befriende, efter 3 dage med møder og teoretiske diskussioner om det mulige samarbejdsprojekt, at møde nogle af dem det hele handler om: De unge spejdere. Spejderarbejde skal leves og opleves, så der gik ikke længe inden vi alle sammen stod i en stor rundkreds og legede sanglege og råbte takke-råb til hinanden. Det var en sjov oplevelse. På trods af de store sproglige og kulturelle forskelle, var jeg ikke i tvivl om, at jeg stod over for en gruppe unge spejdere, som var taget på weekend for at have det sjovt med deres venner. Helt i stil med de trops - og klanspejdere, som jeg til dagligt har at gøre med i Danmark.

Senere på aftenen viste Mehdi os en utrolig stor ære, ved at byde os til middag hos sine forældre. En betydelig arabisk gestus. Det blev en utrolig hyggelig aften, hvor vi fik snakket med hans forældre og to søstre. Jeg fik endda brugt mit tyske en smule, da det viste sig at Mehdis far engang i 50´erne læste på universitetet i Tyskland, og stadig kunne tale sproget. Det var en sjov oplevelse!

Men alt godt får jo en ende, og omkring klokken 24, måtte vi sige tak for gæstfriheden, og begive os imod lufthavnen. Foran os lå alt for mange timers flyvning før vi endelig var hjemme i gode gamle Danmark igen. Men sådan er livet jo, og der er intet der holder mig fra, at gentage turen. Jeg har fundet ud af noget, som vi alle i ARAB–udvalget kommer til at bruge meget tid på, at fortælle: Det er fantastisk at rejse i den arabiske verden!

Så I kan godt begynde at glæde Jer, for det er en mulighed for oplevelser som I snart kan gribe, -gennem korpsets næste internationale projekt!

27 kommentar(er). Læs og skriv kommentarer

Tunesiske Spejdercentre

’Op lille Hans’ nærmest brølede vækkeuret alt, alt for tidligt vores anden morgen i Tunesien. Jeg har altid beskrevet mig selv som et morgenmenneske, men lige meget hvad jeg gjorde, så var Ane altid -ALTID!- tidligere oppe, før klar, og mere frisk end mig. Død irriterende… og så alligevel, man skulle være et skarn, hvis man brokkede sig over at blive morgenvækket med beskeden om, at der er croissanter og frisk kaffe i spisesalen. 

Dagens program bestod af besøg på to spejdercentre, og vores deltagelse i en ceremoni på det tunesiske korpskontor. Så intet tydede på at vi ville komme til at kede os… det kom til at holde stik. 

Vi startede med at køre ca. 90 km væk fra Tunis, til Nabeul regionen. Jeg troede jeg vidste meget om Mellemøsten, men hvor blev jeg overrasket over, hvor grønt og frodigt, der var i den region vi kørte igennem. Mine mange tusinde timers læsning havde givet mig det indtryk, at vi nærmest ville køre direkte ud i ørkenen, men vi så kun grønne træer og opdyrkede marker på turen, og hvor var der flot. Som vi kørte afsted, slog det mig, at Tunesien på mange måder er et kontrasternes land. I den nordlige del er der grønt og frodigt, medens den sydlige del, udgør en del af Sahara, verdens største ørken. Jeg lovede samtidig mig selv, at jeg for fremtiden ikke ville brokke mig over al den regn vi får i Danmark. Det er naturligvis ærgerligt at blive våd og kold, men hvis det er prisen jeg må betale for at bo i et grønt og frodigt land, så betaler jeg den gerne!

Besøgene på de to spejdercentre var en kæmpe oplevelse, og et nærmest surrealistisk før- og efterbillede af et tunesisk spejdercenter.

For relativt nyligt har det tunesiske spejderkorps erhvervet sig et skovområde, som ligger ned til en fin sandstrand. Man er så småt begyndt at fælde træer og gøre plads til lejrpladser og de nødvendige bygninger, men indtil videre er det meget begrænset, hvad der er blevet bygget. Området fremstod stadig i høj grad vildt og utæmmet. Dette blev bekræftet, da vores tunesiske værter påpegede, at der var gået vildsvin forbi for få timer siden, og viste os en lille skovskorpion, der listede rundt i underskoven. Så der gik vi rundt, i et lille stykke vildnis, som vi sagtens kunne forestille os som et stort og levende spejdercenter. 

For at vise, hvordan et færdigbygget tunesisk spejdercenter ser ud, tog vores værter os efterfølgende til et spejdercenter 20 – 30 kilometer fra det første center. Her kunne vi så gå rundt på et stort lejrområde, som også lå ganske tæt på vandet, og se hvordan tuneserne her havde indrettet sig. Det virkede på mange måder så simpelt og enkelt i forhold til vores store centre i Danmark. Her var, hvad man har brug for, for at ligge i lejr på en hyggelig og forsvarlig måde, men heller ikke mere. Det hele virkede pioneragtig på mig, og jeg fik på stedet lyst til at slå telt op, og bare lade den ene dag tage den anden, medens jeg nød omgivelserne. Denne lyst blev absolut ikke mindre af, at Mehdi viste os en arkæologisk udgravning af bygninger fra den romerske oltid, der ligger på stedet. Her foretager de tunesiske roverspejdere hvert år udgravninger.... Jeg vil også være med!!!

Vi spiste endnu en lækker middag bestående af fisk på en lille restaurant i byen Kélibia. En by, der udover sine gode fisk, kan prale af at være det punkt i Afrika, der er tættest på Europa, næst efter Gibraltarstrædet.

Tilbage på det tunesiske korpskontor, deltog vi i en kort men hyggelig ceremoni, som fejrede afslutningen på den muslimske fastemåned, Ramadan, og den efterfølgende 3 dage lange fest, Eid ul – Fitr.

Efter aftensmad tog vi med Mehdi, Slim og en af deres spejdervenner ved navn Suail på rigtig tunesisk kaffebar. Mens vi snakkede om centrene og dagens oplevelser nød vi endnu en kop kaffe. Ja, dagene bød på mange kopper kaffe,! Men kaffepauserne, når vi satte os ned med de små varme kopper med deres dampende, her sødlige og duftende indhold foran os, fik et øjeblik foræret. Et stille øjeblik til refleksion, hvor tankerne kunne samles og vandre. Hvor vi kort kunne smile til hinanden over den gode mavefornemmelse både i Jordan og Tunesien…

Og trods de mange kopper kaffe var det intet problem at sove, da vi kom tilbage til hotellet.

18 kommentar(er). Læs og skriv kommentarer

Den arabiske version af middelhavet

Den arabiske version af middelhavet

- Tuneserne ser os an...

Vi blev hentet på hotellet om morgenen af Hassan, som er chauffør for de tunesiske spejderes korpskontor. Han taler ikke engelsk, men til gengæld –som stort set alle tunesere- både tunesisk arabisk og fransk, et syngende, melodisk fransk. Mit (Martin) yndlingssprog, som jeg nød at bruge igen.

Denne morgen hentede Hassan os for at køre os til Medina.Medinaen var oprindelig tilnavnet på den del af Tunis der lå indenfor bymurene. I dag er det først og fremmest betegnelsen på den gamle by, og den store Souq som fylder størstedelen af området. Souq er det arabiske ord for marked i abstrakt forstand og for markedsplads.

På vejen samlede vi Slim op, som skulle være vores guide om formiddagen. Slim er ulveleder sammen med Mehdi, som hentede os i lufthavnen i går. Til daglig læser Slim engelsk på universitetet i Tunis, og det var derfor nemt at snakke med ham. Jeg kunne lide Slim fra første færd. Måske fordi han på så mange måder mindede mig om mange af mine franske venner. Tynd, nærmest ranglet, storrygende, umiddelbart stille og generet, men med en veludviklet humoristisk sans, så snart den gensidige nervøsitet havde lagt sig. 

Vi brugte et par timer på at gå rundt i Souq´en, som var et væld af lyde, dufte og synsindtryk som var helt nye for mig. Området kan bedst beskrives som en labyrint af små gader på kryds og tværs, hvor der over det hele var handlende, der falbød deres varer fra forretninger, der for de flestes vedkommende var smalle, men strak sig 3 -5 meter ind i de omkringliggende bygninger. Der hvor vi gik, var det primært varer til ære for turisterne, men det gjorde hverken stedet mindre farverigt eller imponerende. 

Efter at have gået rundt i basaren gik vi ned af Avenue Habib Bourguiba, opkaldt efter Tunesiens første præsident, som mest af alt mindede mig om de store boulevarder i Paris. Her ser man de dyre butikker, smarte cafeer, de brede gader omkranset af høje flotte vejtræer, og det flotte moderne klokketårn som Ane, Steven og jeg straks døbte”Big Ben”.

Vi satte os ned på en cafe, bestilte en kop kaffe og medens vi nød den (og kunne konstatere den mindede langt mere om europæisk kaffe end det vi havde fået i Jordan) sugede vi de mange nye indtryk fra omgivelserne til os. Lidt senere, da vi sad og spiste lækker couscous, (en traditionel tunesisk ret) på en nærliggende restaurant, stødte Mehdi til os. Dagen før havde jeg været alt for træt til at danne mig et ordentligt billede af vores kontaktperson her i Tunesien, men nu fik jeg mulighed for at se ham rigtigt an, og det var kun positivt! Mehdi er en høj mand, og her mener jeg ikke blot i forhold til sine landsmænd, der er noget mindre end danskere, men generelt høj! Mehdi er et stykke højere end mig, hvilket betyder at han må være omkring de 2 meter. Samtidig er han typen, som man straks mærker brænder for det han laver, og så er han tydeligvis lynende intelligent. Meget betryggende at have sådan et menneske som en mulig kommende samarbejdspartner!

Efter frokosten tog vi ud til byen Sidi Bou Said, som er kendt for sine huse, der er kridhvide, og har smukt forarbejdede marineblå døre. Medens vi slentrede rundt og fik fortalt stedets historie og traditioner, følte jeg mig hensat til de små græske øer i Middelhavet, og det slog mig for første, men absolut ikke sidste gang, hvor mange ligheder, der er imellem Nordafrika og Sydeuropa. Det er tydeligt, at Middelhavet traditionelt har forbundet folkeslag, frem for at adskille dem.

Vi nåede på et tidspunkt til et udkigspunkt, hvor vi havde en fantastisk udsigt  over Tunis; en udsigt som også kunne nydes fra den cafe, hvor vi over en kop kaffe (den slags i lille kop med meget sukker…) snakkede om mulighederne for et samarbejdsprojekt.

Om aftenen var vi til møde på det tunesiske korpskontor, med hvad der svare til vores internationale komité. Igen blev jeg slået af, hvor meget disse mennesker minder om os, de store kulturelle og sproglige forskelle til trods. De er spejdere, og ønsker at lave godt spejderarbejde, helt i stil med os selv. 

Dagen sluttede af med, sammen med Mehdi og Faouzi, en af de tunesiske korpsrepræsentanter, at tage på ”working dinner” på en fiskerestaurant i La Goulette. Den gamle havneby, der langt tilbage i tiden, har været en af Tunis’ største kilder til rigdom og spisekamre. Her fik vi friskfanget fisk, som vi skulle pege ud i rå tilstand fra en tallerken, før den blev tilberedt.   

Tilbage på hotellet, var vi både trætte, men også glade for en god, produktiv og meget interessant dag i selskab med nogle meget rare mennesker.

26 kommentar(er). Læs og skriv kommentarer

Kameldriver tricket

Hvis man beder om at se Egyptens Pyramider, ender man nemt med at få mere end man beder om.

Dagen i dag stod i flyrejsens tegn. Vi skulle fra Amman til Tunis, med en mellemlanding i Cairo. Stemningen var lidt blandet for os. På den ene side var det dybt frustrerende at skulle forlade Jordan nu, hvor vi havde fået kontakt til de jordanske spejdere, og havde fundet ud af, at vi havde så meget at sige til hinanden. På den anden side var vi utrolig spændte på at komme til Tunesien, møde de tunesiske spejdere og se hvor mange technicolour kaniner, de kunne trække op af deres hat…

Belal havde tilbudt at køre til lufthavnen, hvilket vi naturligvis havde sagt ja tak til. Vi havde sat rigelig med tid af til turen, og det viste sig at være en god ide, for da vi var klar skulle Belal liiiige hente en anden bil som var større og i sidste ende nåede vi at blive en smule stressede på vej ud i lufthavnen… men vi tog det som en oplevelse, og et godt eksempel på, at dansk og arabisk tidsfornemmelse ikke helt er det sammen. 

Men nåh ja, vi kom da med flyet, og begav os på vej imod Cairo. For mig var det en helt speciel flyvetur, fordi den tog os over Sinai halvøen, den klippe- og ørkenfyldte halvø som udover at huse det populære feriested Sharm El – Sheik, også var en af de vigtigste strategiske brikker i Mellemøstkonflikten mellem 1948 og 1978. Jeg har læst om dette sted i utallige bøger i løbet af min studietid (Speciale i Mellemøstkonflikten), så det pludselig at flyve over området var nærmest uvirkeligt spændende. 

Vi mellemlandede i Cairo, og kunne se frem til 7 timers ventetid før vores fly skulle lette, og vi besluttede os derfor til, at vi ville se pyramiderne. Det viste sig at være nemt, for på vej ud af lufthavnen mødte vi en dame som tilbød os at arrangere vores tur derud. Jeg tænkte ”super, duper så nemt det dog bliver!”  ….. jeg skulle blive klogere. 

Fra starten virkede det egentlig som en meget god ide. Bilen var stor og relativ ny, chaufføren virkede flink og snakkesaglig, og det var spændende at køre igennem Cairo.

Efter turen gennem Cairo, hvor vi kunne betragte den enorme forskel på moderne skyskrabere og den kilometerlange slum, samt kirker og moskeer omgivet af hinanden, kom vi ud til pyramiderne. Her kørte vi lidt rundt, gik lidt og snakkede og pjattede med chaufføren.Han spurgte om vi ville ride på kamel - vi takkede nej: ”Vi har et fly, vi skal nå”. Er I sikre? Også i den grad, ingen kamel, tak! Chaufføren spurgte, om vi var sultne. Egentlig ikke. Vi ville se flere sten, ikke bruge tiden på mad.

Chaufføren tilbød os, at køre os til et parfumeri, bare for at kikke. Vi takkede nej, vi ville gerne se Sfinksen, og så var det noget med et fly…

Chaufføren tilbød at stoppe ved en papyrusbutik og -produktion. ’You don’t need to buy, just look for free!’, altså endnu et gratis tilbud. Vi takkede “NEJ!”.

Chaufføren spurgte, om der var mere vi ville se, inden turen tilbage til lufthavnen – ”Vi vil gerne se den moské, som vi så på vejen ud” - en ide de andre var helt med på.

Så faldt ti-øren. Og den faldt hårdt, højlydt og prompte efter chaufføren til mit ønske sagde:

’You give me 30 pounds extra and I take you to Mosque’, 30 pund mere?

Var det ikke noget med, at alle de andre tilbud var heeeeelt gratis?

At vi ikke skulle købe?

At der ikke var profit involveret?

Var han ikke bare venlig?

Hvorfor nu dette ekstra pengestunt?

Vi måtte alle synke en klump og da vi ikke rigtig synes om smagen, bad vi om at blive kørt tilbage til lufthavnen. Stemningen blev akavet og ubehagelig og temperaturen i bilen var pludselig blevet nogle grader køligere.

Stilheden i bilen gav mig god lejlighed til at sidde og tænke over dagens oplevelse, og senere fandt jeg ud af at Steven havde tænkt præcis det samme. Vi havde meget pludseligt forstået hvad antropologi, det universitetsfag Ane læser, kan være for noget. Tidligere samme dag havde Ane nemlig forklaret os, hvordan kameldriverne ved Giza forsøger at sælge rideture på kameler til turister, ved at give dem indtryk af, at turisterne skylder en tjeneste, sådan meget kort fortalt.

Vores chauffør havde gjort præcis det samme. Han ville gøre os en tjeneste ved at køre os et sted hen gratis, hvorefter vi ville føle, at det nu var vores tur til at give noget, om det så var drikkepenge eller at købe noget på stedet ville i princippet være lige meget. Da vi selv valgte stedet, faldt det uden for hans gratis-men-profit-givende-kategori og derfor –må det formodes- bad han om ekstra i løn. Da han bad om penge ramte han for os ved siden af. Han snakkede kontanter, mens vi snakkede om en helt anden sfære for udveksling… Inden det bliver for nørdet: hvis du vil læse mere se Jordens Folk nr 4; 2006!

Alt i alt blev vores tur til pyramiderne utrolig lærerig, og ja pyramiderne er skam turen, og forhandlingerne, værd!!

Vel tilbage i lufthavnen satte vi os til at vente på at kunne komme af sted til Tunesien. Efter en lille forsinkelse, en bid mad og en kop kaffe lettede vi med sommerfugle i maverne. Dog var sommerfuglene ikke mere vilde, end at dagens indtryk havde gjort mig udmattet.Jeg var på dette tidspunkt, så træt en mand,  at jeg var i stand til at piske mig selv til at forsøge at falde i søvn i flyet, noget som plejer at være umuligt for mig, men denne dag lykkedes. Se det er store ting!!

Vi ankom sent om aftenen, helt mørbankede, til Tunis, og allerede i paskontrollen kunne vi mærke, at vi nu var kommet til at land, der var anderledes end de to foregående arabiske lande vi havde været i. Her blev vi tjekket meget grundigt igennem!!

På den anden side ventede Mehdi og Hassan (mere om dem senere) på os, og de kørte os til vores hotel, hvor vi hurtig krøb til køjs.

Den følgende da skulle vi i gang med rejsens anden fase…Spændingen var stor!!!

30 kommentar(er). Læs og skriv kommentarer

Multifarvede kaniner

Som Martin sagde det:

”De hiver ikke en hvid kanin op af hatten; de hiver en multifarvet, blinkende, super, vanvittig, regnbuefarvet, magisk kanin op af hatten!”  

Vi møder op på korpskontoret i Amman, Jordan, i håb om at snakke med spejderne. Det har været svært for os at komme i kontakt med dem hjemmefra. Emails synes ikke at gå igennem og telefonforbindelsen har været dårlig. Vi forventer altså ikke særlig meget, da vi møder op på korpskontoret, vi er ikke en gang sikre på, at de ved, hvem vi er.

Men det gør de… Og de har holdt møde om os og har en masse gode ideer til et samarbejdsprojekt. Vi snakker, drikker kaffe (som i Jordan består af meget lidt kaffe i en meget lille kop med rigtig meget sukker i. Hvis man sammenligner det med mine danske kaffevaner, må jordanerne synes, at jeg er en grådig koffeinafhængig, bleg pige, der drikker kaffe af noget, der ligner opvaskebaljer og er så sort, at mine smagsløg må være ikke-eksisterende…), taler om ligheder og forskelle på spejderarbejdet i Danmark og Jordan.

Efter mødet kører vi rundt i Amman sammen med de jordanske spejderes Internationale Kommissær, Samih. Han tager os blandt andet til et konditori. Konditori er en smule misvisende, men slikbutik er ikke et bedre ord. På tallerkner serveres de jordanske søde sager: en slags ost i sukkerlage med en kandiseret kornsort ovenpå. Meget lækkert, men også utrolig sødt. 

Vi spiser sen middagsmad hjemme hos Samih, hvor vi også møder hans søde kone og meget charmerende børnebørn. Middagsmaden er traditionel jordansk og smager fantastisk: Lammekød med ris og mandler, kylling med ris og cassava-sauce (cassava minder lidt om spinat), peberfrugter, arabisk salat… jeg kunne blive ved… At spise på jordansk manér betyder også at visse retter, her lam og ris, spises med fingrene. Man bruger højre hånd til nærmest at ryste lidt ris og kød sammen og spiser det så. Denne ret serveres på et stort fad og skal det være helt rigtigt må man ikke stoppe med at spise, før alt er spist op, om man så til sidst kun spiser enkelte riskorn ad gangen…

Efter middagen bliver der serveret te, kaffe, hjemmebagte kager og chokolade… 

Belal, en roverspejder på 24 år, kører os hjem til hotellet for at hvile lidt. Meget mætte og meget glade over at have fået kontakt til spejderne, snakker vi morgenens møde igennem.

Det er her Martin siger det med kaninen… 

”… en multifarvet, blinkende, super, vanvittig, regnbuefarvet, magisk kanin…”  

Vi troede ikke vi ville finde spejderne, og nu havde dagen været så god! Hvilken dejlig overraskelse; kunne det blive bedre? 

Men det skulle vise sig, at kaninen havde et utal af venner…  

Belal henter os igen klokken 18. Sammen med et par venner vil de vise os lidt af byen.

Vi:

• cruiser i to biler til et udsigtspunkt, hvor lysene fra nabobyen mellem bjergene skinner i mørket…
• Spiser is på café og improviserer sketches a la ’Peters død’
• lærer at vikle partisanertørklæde om hovedet, så det beskytter mod vejr og vind…
• slutter til et følge efter et brudepar med nedrullede vinduer, højlydte arabiske beats fra højtalerne og hornet i bund…
• Klapper rytmer og synger spejdersange…
• nyder udsigten over Amman i aftenmørket og får hver et arabisk navn: Steven blev til Saf; Martin til Malek og Ane til Aya…
• spiser hummus, nybagt pita, falafler og drikker myntete…
• …

Og bedst som vi tror, at det er blevet sengetid, foreslår vores nye venner, at vi kører til en nærliggende park og lærer hinanden et par spejdersange inden vi tager afsked. Et tilbud vi ikke kan takke nej til! 

Vi parkerer. Parkeringspladsen er mørk, kun svagt oplyst af gadelygter hist og her. Der er næsten mennesketomt. Der er få træer. Kun et par buske. Bagagerummet på den ene bil bliver åbnet. En af de jordanske spejdere hiver en stor sort plastiksæk op. Vi undrer os.

Hvad er det der sker? Er det her parken? Og hvad er det for en sæk?

Der er noget i, men sækken ser ikke tung ud.

De vender bunden i vejret af sækken og hælder indholdet ud.

Det skramler højt i den ellers stille park, da hen ved 20 små, farverige vandpistoler rammer asfalten…

Og så er der alle mod alle!! 

En heftig vandkamp senere sidder vi forpustede og glade på et par bænke og lærer hinanden et par sange.

Mit hår er vådt og alle har våde pletter på trøjerne og store smil på læberne…

Det har været en god dag! 

--

Om Belal og hans venner altid kører rundt med vandpistoler i bagagerummet glemte jeg at spørge dem om….

22 kommentar(er). Læs og skriv kommentarer

Ankomst til Jordan

20 kommentar(er). Læs og skriv kommentarer