|
Vi startede dagen med en introduktion til hvordan vi skulle lave en restaurant, og bruge de udleverede penge til at købe borde, stole, mad og oppyntning.
Vi blev delt i tre hold, og efter vi havde fundet ud af hvilket tema vores lille nye restaurant skulle have, og hvad den skulle hedde, kunne vi tjene æg.
Æggene kunne vi tjene i en æggestafet. Vi startede ude i gården, og skulle i en kæde transportere ægget fra hånd til hånd op ad trappen, ind i køkkenet og ned i en lille skål.
Når man havde fået ægget, måtte man ikke bevæge sig, men skulle give det videre til den næste i køen og selv løbe op foran. På den måde tjente vi en skålfuld æg, som vi tilberedte sammen med baconen. Det skulle nok blive godt. Ud over det kunne vi i vores restaurant byde på chokolade, lyst og mørkt brød, ost, marmelade, smør, frokostpålæg og drikkevarer. Mælk, en af dem endda guldbelagt, en meget fin mælk.
Vi havde kæmpet os til nogle appelsiner, som en fra holdet ude i køkkenet knoklede for at få lavet til friskpresset appelsinjuice. Men fem appelsiner bliver ikke til meget, så hun skaffede på magisk vis nogle flere.
Vi havde dårligt tid til at kigge til de andre patruljer. Vi havde så travlt med at nå at blive færdige med restauranten inden åbningen, som var fastsat på forhånd.
Inden åbningen blev spisestederne tjekket af en helt speciel sundhedsfidus, som kom med vatpinde og gummihandsker, og tegnede smileyer efter hvor god hygiejne vi havde.
Der kom dommere og smagte på maden, og vi fik hver en præmie, en for god mad, en for god økonomi og sidste hold fik en trøstepræmie. Selvfølgelig var de nødt til at dele præmierne ud mellem holdene, det ville jo ikke gå hvis VI fik dem alle sammen.
|