LANDSMØDE FOR FØRSTE GANG
Mellem de gråhårede, der har erfaring op over bulen i spejderhatten, sidder jeg, førstegangsdelegeret, uerfaren og nysgerrig. Hvad er et landsmøde? Hvad vil det sige at være på landsmøde?
Nyt landsmøde?!
Alle snakkede om ”Det nye landsmøde” – men for mig er det hele nyt, uanset hvordan det havde været. I salen var bordene smidt ud, blev det sagt, og vi sad auditorium-oplinet (men med mere benplads end jeg er vant til fra gymnasiet). Det nye skulle ligge i mere samtale, mere diskussion og mindre tid til at sove. Alle skulle høres, og den følelse sidder jeg også med nu. At jeg blev hørt. Ved torvedebatten om 15 års valgret fik jeg lov at understrege mine pointer, og samtidig blev jeg udfordret med nye vinkler. I workshops fik vi sammen defineret nærmere, hvad det er for en virkelighed vi er i, og hvordan det skal tilpasses i vores korps. Skal vi have sangbogen lavet om til en applikation på mobiltelefonen?
Tid til søvn
Inden jeg tog af sted, gjorde jeg mig mange tanker. Jeg havde hørt en masse om hvordan det er, det der landsmøde. Jeg havde hørt om lange, kedeligt debatter i salen med masse af tid til at sove. Jeg havde hørt om Stjernebaren og drinks med ansjoser og om gudstjeneste i kirken lørdag aften. Ingen af disse ting blev dog til virkelighed på mit landsmøde. I stedet for de passive debatter blev jeg mødt med inddragelse og aktivitet. Ansjos-drinks’ne var vist mest en fortalelse. Oplevelsen af gudstjenesten blev erstattet af Sigurd Barrett, og gad vide om ”A Hymn For Freedom” ikke gav alle os i salen den samme følelse, som en fælles nadver har givet før.
Under Sigurds underholdning lørdag aften blev jeg udfordret lidt på mit tilhørsforhold. Jeg er for lidt bæverleder, for lidt ulveleder og for lidt mor til at synes det hele var sjovt. Og alligevel var det fantastisk underholdning. Når en fyldt landsmødesal kan klappe på samtidig, kan det høres højt, hvor vidt vi sammen kan nå.
Et barns mumlen
Det største, landsmødet gav mig med hjem, er en fornemmelse af hvor stort det her er. En følelse af at vi kan ændre noget – lade de 15-årige på stemmeret og 3-årige blive spejdere. Under velkomsten til Landsmødet bad Lars Kjeld os om at holde et minuts stilhed, for de spejdere, der er gået hjem. Denne ærefyldte stilhed blev brudt af et barns mumlen. Det var som om denne lille pige ville fortælle, at hun var til stede – at det fremadskridende program fungerer; en dag bliver jeg en af jer, der står og er stille. Tænk, at man i løbet af et minut kan tænke på en hel generation af spejderliv. Dét her er stort.
Landsmøde for første gang
Hvordan er det at være på landsmøde første gang? Det ved jeg ikke. Det ved jeg når jeg har været af sted 2. gang. Hvordan er det at være ung på landsmøde? Det ved jeg ikke. Det ved jeg når jeg har fået sølvskænk i håret.
Men jeg ved hvordan Landsmøde 2010 var. Det var stort.