’NØRDERNE’ ER DANMARKS BEDSTE SPEJDERE
Spejderpatruljen ’Nørd’ kom i mål som Danmarks bedste spejdere ved DM i Spejder, som blev afholdt gennem hele weekenden på Houens Odde Spejdercenter.
Spejderne i patruljen ’Nørd’ kommer fra Djursland:
”Det var en hård konkurrence og vi fik ikke sovet særligt meget. Vi havde håbet på at nå langt i DM, men havde ikke regnet med at vinde,” udtaler de glade vindere, som deltog i aldersklassen 11-14 år.
Der blev dystet i to aldersklasser, og i den anden kategori seniorspejderpatruljer for spejdere i alderen 15-17 år sejrede patruljen ’Sortspætterne’ fra Gudenå distrikt.
Der deltog knap 300 spejdere fordelt på 50 patruljer.
DM i spejder var finalerunden, hvor Danmarks bedste spejderpatruljer blev kåret. De deltagende patruljer har kvalificeret sig til finalen gennem indledende runder rundt i landet. Med sejren kan de to patruljer ’Nørd’ og ’Sortspætterne’ smykke sig med titlen ’Danmarks Bedste Spejderpatrulje’.
Der blev dystet i mere end 50 forskellige konkurrencer, både klassiske spejderopgaver som primitiv gourmet madlavning, signalering og pionering, men også moderne discipliner som fremstilling af avanceret tidsmaskine, blindekroket og kanostafet.
Konkurrencerne blev spundet ind i en temaramme som hed ’1907’, året for spejderbevægelsens begyndelse. Houens Odde Spejdercenter var ramt af en uforklarlig tidsforstyrrelse, og spejderne havde til opgave at løse problemerne med tiden. Patruljerne der bedst bidrog til løsningen, løftede i dag vinderstanderen, og blev desuden præmieret med håndholdte GPS’er til patruljerne.
Her ses de glade vindere i aldersgruppen 15-17
Og her vinderholdet "Nørd"