NYTÅR I TUNESIEN
19-årige Freja fra Svendborg har været på ScoutScoop i Danmark før, men dette år gik turen længere sydpå. Sammen med fem andre spejdere og tre guider fra Danmark tog hun nemlig til Tunesien for at holde nytår. Foruden nytåret var målet at slappe af, have det sjovt og opleve landet.
Allerede dagen efter deres ankomst fik de muligheden for at snakke med nogle af de tunesiske spejdere, der boede på det samme spejdercenter i Borjcedrij, som dem selv.
Tunesisk præg
Nytåret blev ikke helt som regnet med, da flere af de tunesiske spejdere, der skulle have holdt nytår med dem, alligevel ikke kunne deltage. Dog var én med, hvis far også stod for maden, så på den måde fik nytåret alligevel sit tunesiske præg.
Turkis bad
Før og efter nytåret fik de rig mulighed for at opleve området omkring Tunis.
”Vi overværede en prædiken i en kirke i Tunis, og en af de andre dage tog vi til Nabul, hvor vi besøgte et hamam, som er en slags turkis bad med varme kilder,” fortæller Freja.
En anden dag blev de præsenteret for bydelen ”Medina”, der hovedsageligt består af små markeder. ”Vi skulle prutte om prisen for ikke at betale den firdobbelte pris,” siger Freja, der samtidig fortæller, at de hele tiden blev spurgt om, hvor de kom fra. ”De kunne jo godt se, at vi ikke var fra Tunesien, og de sagde hele tiden ’hej, og velkommen til Tunesien’. De virkede meget ivrige efter at snakke med os,” siger Freja men tilføjer dog:
”Til sidst blev det alligevel lidt irriterende, for eksempel da de den sidste dag stadig sagde velkommen. Men det var alligevel meget dejligt at de var så åbne.”
Et helt andet samfund
Allerede ved ankomsten var det tydeligt, at Tunesien ikke er det samme som Danmark.
”Det er et helt andet samfund, end det vi kender,” fortæller Freja, og forklarer om jobs vi i Danmark ser som overflødige. Freja mindes politimændene i vejkrydsene, der på trods af lyskurven alligevel stod og fløjtede af bilerne.
”Det virkede ret underligt, men det er en smart måde at få folk i arbejde på.”
Afsted igen
Freja var også i Tunesien i november, men havde alligevel ikke noget imod at tage af sted igen. ”Jeg føler mig tryg dernede,” forklarer hun, og fortsætter: ”Det bliver federe og federe, og det er spændende at få lov til at opleve noget nyt hver gang.”
Katja Lund Rasmussen