KOMMENDE TRADITION

Midt på eftermiddagen, på en ellers grå lørdag, var femte og sidstespejderendelig igennem forhindringbanen. Udmattede kunne mantage en slurk af, hvad der smagte af en blanding af mælk, saft, leverpostej og ketchup. Hvad vi indtil videre havde været i gennem, var kun en prøve. Ceremonien som vil markere vores oprykning, vil foregå om aftenen.

Som traditionen lyder blev oprykningslejren i Brejning Gruppe afholdt i skovbrynet med levende lys og faner. Mens vi spændte gik op af den sti, der var formet af stearinlys og publikum, ventede vores kommende leder. I stedet for den sædvanlige velkomst fra nye ledere fik vi en kortfattet kryptisk besked ”I tror, I er rykket op, men I er ikke færdige endnu, så vi ses senere!”. Uden et ord, men med spændte blikke til hinanden trådte vi ind i rækkerne af publikum.

Det fælles natløb for hele gruppen var som sædvanlig ret stille og rolig. Vi var hjemme ca. kl. 23.00, de små mere trætte end os fem kommende seniorer. Vi sad i uvished og ventede på, hvad der nu skulle ske. Efter lidt spændt snakken fik vi en 10 minutters advarsel; vi skulle være klar. Men til hvad? Det var ikke til at regne ud hvad vi skulle, for der var aldrig tidligere sket noget lignende i Brejning Gruppe – ikke hvad vi vidste af i hvert fald. Ti minutter efter stillede vi op, tæt pakket i langærmet undertøj, trøjer, jakker og uniform og med et par lommelygter.

To af vores militæruddannede ledere kropsvisiterede os og tog alt, hvad der kunne give os en ide om, hvad klokken var. Vi fik hætte på hovedet, så vi ikke kunne se, og blev ført ud i to ekstremt opvarmede biler…

Hvad vi blev udsat for de næste syv timer er en hemmelighed, af hensyn til kommende seniorer. Men vi var hjemme klokken 06.00 næste morgen; udmattede, søvnige og med enkelte skader, men vi var nu seniorer.

Hvad synes I om traditioner? Har i været med til at starte eller bryde én? Kender I nogle traditioner der burde brydes eller måske startes?