• Forside
  • Aktuelt
  • ScoutZone
  • Ledere
  • Inspiration
  • Forældre
  • Om KFUM-Spejderne
Nyt password?
Du er her: Om KFUM-Spejderne » Designguide » Grundelementer » Fotografier

Fotografier

Når du tager billeder til spejderbrug

 

Derfor er det vigtigt
Et godt billede siger mere en tusind ord. Det fanger opmærksomheden og kan indfange en helt særlig stemning eller oplevelse. Det er ikke svært at blive bedre til at tage billeder. Ofte er det bare et spørgsmål om at koncentrere sig mere om motivet - og så variere

billederne lidt.

 

Et godt KFUM-Spejder-billede
Når du tager billeder som KFUM-Spejder kan det være en god ide at have spejderarbejdets kerneværdier i baghovedet. Naturliv, Leg og eventyr, Tradition, Fællesskabet, Læring gennem leg.
KFUM-Spejdernes kerneværdier omsættes på den måde til en holdning til motiv og optageteknik, der har følgende stikord:
Fokus på detaljen, aktivitet i naturen, leg og spænding.

 

Prøv at tage billeder af/med:
Unge, Dynamik, I aktivitet, Fællesskab, I arbejde, Leg, Internationalt, Natur, I uniform, Alternative aktiviteter

 

Undgå:
Knæstrømper, spejderhatte, militærtøj og andre motiver der bekræfter fordomme.

 

Tag et godt portrætbillede
God kontakt mellem fotograf og den, der skal fotograferes: Det er det vigtigste, når man skal tage et godt portræt. Nogle kommer helt automatisk med det store smil, når de ser et kamera. Men hos de fleste skal der arbejdes med sagen. Få modellen til at fortælle om noget godt fra skolen eller lejrturen, og fang så det rette glimt i øjet. Få opmærksomheden med "Prøv lige at se her hen!" Nogle har det bedst med, at den der fotograferer, ikke kigger gennem kameraet hele tiden, men at der også er tid til lidt direkte øjenkontakt engang imellem. Tag mindst 5-6 billeder for at få et godt billede.

 

Situationsbilleder - Action i børnehøjde
Nogle af de bedste børnebilleder må man bøje sig for at få: For at fange situationerne, må kameraet med derned, hvor tingene sker. Ansigtet - og ikke mindst øjnene - skal være tydelige på billedet, og det, barnet leger med eller foretager sig, skal i det mindste antydes.

 

Se efter detaljerne
En god måde at variere lejrbillederne på er, at begynde at se efter detaljer. Hvert eneste billede behøver ikke at vise et komplet spisebord eller patruljen foran teltet.
Et par detaljebilleder krydrer publikationen. Det kan være et vejskilt på korpslejren, en besnøring helt tæt på eller noget helt andet.

 

Find en ny vinkel
Du kan give billederne en forfriskende afveksling, hvis du prøver at finde en ny vinkel på et velkendt motiv. Det kan være en usædvanlig forgrund, en overraskende sammenstilling eller et billede taget højt oppe fra.

 

Gå tæt på
Gå tæt på dit motiv. Portrætfotos er bedst når det kun er ansigtet der ses. Detaljer og aktiviteter beskrives bedst med billeder taget tæt på. Himmel, hav og græs hører til panoramabilleder.

 

Forgrund - mellemgrund - baggrund
Nogle gange er man ikke tilfreds med, hvad man ser i søgeren. Motivet fejler sådan set ikke noget, men billedet ser fladt og kedeligt ud.
Tit vil du få et bedre billede, hvis du kan få det til at indeholde både forgrund, mellemgrund og baggrund. På den måde får billedet tilført den dybde, der var i motivet.

 

Husk at få lov
Før du bruger billederne, så husk lige at spørge personerne på billederne, om de er indforstået med at billedet bliver brugt. Hvis personerne er under 15 år, kræver det tilladelse fra deres forældre.
Læs mere om offentliggørelse af billeder i fotos og tegningerunder Lokal PR









Info

Find spejderbilleder (kræver login)