Folketinget har med virkning fra den 1. juli 2005 vedtaget, at foreninger og andre skal indhente oplysninger fra Det Centrale Kriminalregister ved bekæftigelse af ledere. Det er således lovpligtigt at undersøge, om en leder er blevet dømt for seksuelle overgreb mod børn eller besiddelse af børnepornografi, inden dennes godkendelse. Hos KFUM-Spejderne skal både nuværende og nye ledere og rovere over 14 år tjekkes.
Bemærk at aldersgrænsen i flg. korpsets love er 15 år, men at den nedsættelse af den kriminelle lavalder, som Folketinget har vedtaget efter afholdelse af KFUM-Spejdernes seneste landsmøde, betyder, at grupper og distrikter er pligtige til at indhente børneattester for alle ledere og rovere over 14 år.
I kan rekvirere de nødvendige blanketter (samtykkeerklæringer) fra korpskontoret eller finde dem her. I Grøn Guide kan du læse den nærmere beskrivelse.
Det er lovpligtigt at indhente en børneattest, hvis en person hjælper til ved spejderne mere end 3 gange på 3 måneder eller i en sammenhængende periode på 14 dage. Hvis gruppen bevidst undlader at indsende samtykkeerklæringer for en eller flere ledere, kan gruppens ledelse idømmes bøde. Loven gælder for alle ledere over 14 år og dermed også for mange af vores patruljeledere og assistenter.
Samtykkeerklæringen udfyldes med navn, CPR-nummer (husk alle 10 cifre!), gruppe, lederfunktion, dato og underskrift. De udfyldte samtykkeerklæringer indsendes til Korpskontoret, der videresender dem til Rigspolitiet. Man kan normalt forvente svar inden for et par uger.
Hvis det skulle vise sig, at en leder har en registreret afgørelse i Det Centrale Kriminalregister, vil gruppelederen eller distriktschefen blive kontaktet af korpsets generalsekretær. Om muligt vil generalsekretæren forinden tage kontakt til den pågældende leder.
Det er vigtigt, at en eventuel kontrol via Det Centrale Kriminalregister ikke bliver til en falsk tryghed. Svaret viser kun, om den undersøgte tidligere har været dømt for seksuelle overgreb mod børn eller besiddelse af børnepornografi.