Landmødet hedder i 2010 ”Det personlige landsmøde”. Det har Hovedbestyrelsen valgt udfra et ønske om, at alle landsmødedeltagere tager hjem og igangsætter ideer udfra den retning Landsmødet giver.
Forestil dig at 600 landsmødedeltagere vil igangsætte initiativer, der understøtter Landsmødets beslutninger; så vil vi lettere nå vores mål end hvis det alene er 11 personer i Hovedbestyrelsen, der er igangsættere.
Det ”personlige” handler i den sammenhæng om, at vi hver især gerne skulle tage hjem fra Landsmødet med en klar idé om Landsmødets hensigt og mål for KFUM-Spejderne, og måske endnu vigtigere min egen
personlige rolle og ansvar i den samlede plan.
Ikke kun en HB-opgave
De ressourser, vi bruger på Landsmødet: planlægning, tid til at deltage, rejser, økononomi mm. skal give organisationen et større output. Det kan fx komme til udtryk i en fælles retning som rækker ud lokalt i organisationen. Det nytter intet hvis vi afleverer hele hatten med gode og velmente ideer på små post-it’s til Hovedbestyrelsen: hvad kan de gøre? Ikke meget alene i hvert fald.
Ideer, udvikling og forandring skal forankres lokalt, for at vi kan kalde os en organisation, der er en del af en bevægelse. Derfor kommer Landsmødet også til at rumme elementer som ”den personlige landsmødehandlingsplan” og gruppens handlingsplan for at udleve landsmødets beslutninger.
Personligt for 600
Den helt store udfordring er hvordan man gør et møde for 600 mennesker personligt for den enkelte. Til at gøre et forsøg har hovedbestyrelsen sammensat en projektgruppe, der skal forsøge at udfordre vores vante forestillinger om hvordan et landsmøde fungerer. Det skal selvfølgelig stadig være en demokratisk forsamling: der skal være de vedtægtsbestemte punkter og man skal kunne afgive sin stemme til de relevante afstemninger. Alt dét er ved det gamle. Men formen:den behøver ikke være som den plejer.