Når de delegerede møder på Nyborg Strand til KFUM-Spejdenes Landsmøde, venter der dem en anden oplevelse end de plejer. Målet er at inddrage deltagerne meget mere aktivt.
Gennem det sidste år har Styregruppen for Uddannelse og Event, SUE, arbejdet med at gentænke formen for Landsmødet. Målet med arbejdet er at sikre, at flest muligt tager hjem fra Landsmødet med en god oplevelse og følelse af at Landsmødet også havde betydning for dem. ”De seneste års Landsmøder har efterladt deltagerne med meget blandede følelser. Mange er gået derfra med en god oplevelse, men mange har også følt, at det har været spild af tid, at beslutningerne har været truffet på forhånd, eller at de har brugt en hel dag i landsmødesalen uden egentlig at komme til orde. Det vil vi væk fra, og sikre at flere i fremtiden går fra Landsmødet med en følelse af, at det rykker noget”, fortæller Thomas Kirkeskov, formand for styregruppen SUE.
Indflydelse, læring og socialt samvær
Gennem interviews med udviklingskonsulenterne om deres oplevelser ude i grupperne har styregruppen sporet sig ind på, hvordan deltagerne opfatter Landsmødet, og hvilke forventninger de har til det. Derudover inviterede SUE i foråret til en velbesøgt Åben Odde med Landsmøde på dagsordenen. Dialogen mundede ud i en større forståelse for de delegeredes motivation for at deltage i Landsmødet.
Der viste sig en tendens til, at de unge mellem 18-21 primært møder op på grund af det sociale aspekt og for at lære. De lidt ældre op til 28 år havde læring og muligheden for indflydelse som motivation for at deltage, og for de ældre deltagere handler landsmøde primært om at få konkret indflydelse, men også at møde andre i en social sammenhæng. ”Der er med andre ord meget forskellige forventninger til Landsmødet, og det er et tegn på, at vi skal blande kortene, så Landsmødet bliver en god oplevelse for alle”, forklarer Thomas Kirkeskov.
Ikke tid til at sove
Når de delegerede ankommer til Nyborg Strand venter dem en anden oplevelse end de plejer. Overordnet vil man opleve, at man skal tilbringe mindre tid i landsmødesalen, at man vil komme til at diskutere og finde løsninger i mindre enheder og dermed ikke blot får en stemmeseddel, men også mulighed for at komme til orde.
”Man vil opleve, at man ikke er ved at falde i søvn i salen, men i stedet kommer ud i mindre grupper og får lejlighed til at diskutere og kvalificere de beslutninger der skal stemmes om. Der er et kæmpe potentiale i at have så mange engagerede og motiverede spejdere med masser af erfaring og relevante pointer samlet et sted, og det vil vi gerne udnytte. Et forslag som 600 par øjne kigger grundigt på kan kun blive kvalificeret”, mener Thomas Kirkeskov.
Personligt referat
På Landsmødet 2010 vil deltagerne også blive opfordret til at lave et personligt referat.
”Der bliver truffet vigtige beslutninger på Landsmødet, og mange gode ideer bliver født. Derfor er det vigtigt, at det de beslutninger, der træffes, løbende omsættes til handlinger. Det er ikke kun en opgave for hovedbestyrelsen, men absolut også for grupperne. Gennem et personligt referat går deltagerne hjem i gruppen med de relevante ideer til tanker og kan være med til at få det omsat til praksis med det samme.
Det er ikke meningen, at det skal være højpandet eller besværligt.
Det er meningen, at alle skal have en god følelse i maven, når de sidder i bilen eller toget på vej hjem. Jeg håber at deltagerne vil lege med, og tage godt imod det.”