Listemetoden går ud på at invitere nogle bekendte med til spejdermøde og give dem lyst til at blive ledere.
Lav en gæsteliste
Man laver en liste med en masse navne (helst mindst 30) på folk, man kender, og som man mener, vil have interesse for spejderarbejdet.
Aflever en invitation
Herefter afleverer man personligt et brev til hver enkelt, hvor man indbyder til en informationsaften i gruppen.
Hold et gæstemøde
På informationsaftenen (gæstemødet) kan udviklingskonsulenten hjælpe med at fortælle lidt om korpset.
Gæsterne skal have mulighed for at prøve nogle små spejderaktiviteter eller lege.
Gruppen skal fortælle lidt om sig selv, om sine traditioner og fremtidsplaner.
Gæsterne skal kunne få svar på spørgsmål om spejderarbejdet og gruppen.
Nye ledere?
Man kan være så heldig, at nogle af de inviterede allerede på informationsaftenen siger ja til at blive ledere i gruppen.
Det kan også være, at gæsterne selv har nogle ideer til, hvordan de kan hjælpe til i gruppen uden nødvendigvis at blive ledere med det samme.
Endelig kan det være, at der er nogen, som har brug for at overveje sagen.
Giv dem endelig tid til det, men husk at kontakte dem efterfølgende.
Styrken ved listemetoden er, at jo flere man spørger, desto større er chancen for, at nogen af dem siger ja.
Desuden har det en vældig god effekt at kontakte folk personligt frem for f.eks. ved et brev i postkassen.