I august 2008 mødtes 300 unge mennesker på tværs af korps, uniform, alder og kultur til et helt nyt arrangement som hverken var en lejr, et kursus eller en enkeltstående event, men en ugelang festival for spejdere – en Spejderfestival. Dette kommissorium formulerer rammerne for en ny mulig Spejderfestival i 2011.
Baggrund for projektet
Spejderfestival 2011 tager afsæt i erfaringerne fra Spejderfestival 2008. Festivalen i 2008 brød med de traditionelle rammer og normer, og særligt dette tog de unge til sig med åbne arme.
Spejderfestival 2011 skal favne værdierne i spejderarbejdet, og korpsets værdibegreber - skabe, inddrage, udfolde.
Spejderfestival 2011 skal skabe fleksibilitet og rammer for, at de unge selv kan tage ansvar for spontant at sammensætte deres eget individuelle program. De unge er i stand til at navigere i denne deltagelsesform samt danne nye relationer og pleje de gamle i et løst forum uden faste fællesskaber eller faste rammer.
Med Spejderfestivals profil og aktivitetsudbud, favner arrangementet et bredt aldersspænd på tværs af type, personlighed og interesse. Spejderfestival inddrager de netværk og relationer, som de unge har erhvervet sig gennem kurser på tværs af korps og kultur og gennem deres vennekreds som inkluderer ikke-spejdere og spejdervenner fra udlandet.
Aktiviteterne på Spejderfestival 2011 skal udfolde ungdomskulturen i det moderne, omkringliggende samfund, og være med til at vise deltagerne hvad spejderarbejde også kan være. Aktiviteterne skal baseres på kreativitet hvor inspiration, indtryk og impulser er nøgleord. Spejderfestival skal skabe plads for at individet kan udfolde sig i fællesskabet, gennem deltagelsesformen.
Musikken skal være en naturlig del af Spejderfestival, og skal være med til at give de unge en fed (og evt. første) koncertoplevelse i trygge rammer, udvide de unges horisont i forhold til nyt og upcoming musik i forskellige genrer og give dem muligheden for selv at udtrykke sig musikalsk i en spejdersammenhæng. Spejderfestival adskiller sig dog fra andre festivaler ved at være en aktivitetsfestival og ikke en musikfestival.
Udover musik, ønsker Spejderfestival 2011 at inddrage kultur, samtidskunst og andre ungdomstendenser gennem aktiviteter og program.
Spejderfestival vil udforske nye områder af spejderarbejdet, men skal ses som et supplement til det eksisterende spejderarbejde, og altså ikke som en erstatning eller afløsning for korpslejr, kursus eller sommerlejr. Festivalen skal være med til at styrke korpsets profil som værende en ung og moderne organisation med de unge i centrum. Spejderfestival har skabt et brand blandt de unge, festivalen er med til at fastholde dem, og gøre dem stolte af det, at være spejder.
Formål og strategiske målsætninger
Formålet med projektet er at videreudvikle og gennemføre en Spejderfestival i 2011 bygget på erfaringerne fra 2008. Spejderfestival er med til at fastholde målgruppen i spejderarbejdet, ved at de meget kontant oplever, at der også er tilbud til deres aldersgrupper der rækker udover det mere traditionelle spejderarbejde. Ligeledes arbejder Spejderfestival med nye måder at tænke aktiviteter ud fra vores værdigrundlag, og dette bæres med ud i de lokale grupper gennem deltagernes oplevelser. Endelig bidrager Spejderfestival forhåbentligt med at skabe ny grobund for en musikkultur i korpset. Også denne skulle gerne bæres videre via deltagerne.
Spejderfestival 2011 skal være et attraktivt, eksperimenterende arrangement med KFUM-Spejderne som arrangør men åben for medlemmer af andre korps. Spejderfestivals koncept, profil, form og indhold skal justeres og skærpes, samtidigt med at der sker en udvikling mod en mere rentabel økonomi, drift og organisation.
Festivalen er åben for spejdere på 13 år og op, men skal primært henvende sig til spejdere mellem 13 og 17 år.
Arrangementet tilbydes for KFUM-spejderne i Danmark, Det Danske Spejderkorps, De Grønne Pigespejdere, Baptist Spejderne og De Danske Spejdere i Sydslesvig, samt åbent for FDF'ere, internationale deltagere, tidligere spejdere og ikke-spejdere. Med ikke-spejdere forstås folk der ikke selv er spejdere, men har en relation til spejderverdenen.
Spejderfestival 2011 understøtter korpsets strategiske målsætninger med vægten på fleksibilitet og relevans:
Fleksibilitet
• Hvad du vil, når du vil - næsten da. Festivalens form og struktur anskuer deltagerne som selvstændige individer og tilbyder sit program som et tag-selv-bord.
• Individuel med plads i fællesskabet. Fordi Spejderfestival netop er et spejderarrangement, favnes fællesskabet gennem daglige holdepunkter og stærke fælles oplevelser der gør indtryk.
• Et alsidigt aktivitetstilbud. Aktivitetstilbuddet på festivalen skal være kreativt og alsidigt, og give deltagerne nye bud på hvordan man kan udvikle spejderarbejdet.
Relevans
• Tidssvarende aktiviteter. Spejderfestivals program vil være præget af aktiviteter der er tidssvarende og gør de unge bevidste omkring hvad der rører sig gennem nye og eksperimenterende aktiviteter der afspejler ungdomskulturen i dag.
• Et lettilgængeligt koncept. Spejderfestival vil gå ind og placere sig som et arrangement for unge, der i forhold til mange andre tilbud, ikke afviger så radikalt fra hverdagen, som det traditionelle spejderarbejde gør. Derfor er Spejderfestival mere kompatibel og nemmere at forklare overfor ikke-spejdere.
• En tidssvarende musikprofil. Musik er en naturlig del af festivaloplevelsen, og kan gennem aktiviteter på Spejderfestival være med til at sætte fokus på og skabe grobund for en øget musikkultur hos KFUM-Spejderne.
|
Operationelle målsætninger
- At der samles op mod 1500 unge i alderen 13 år og opefter.
- Projektgruppen skal undersøge hvordan festivalen bedst kan markedsføres og opnå den størst mulige eksponering overfor målgruppen.
- Festivalen skal have fokus på at udbyde et varieret og tidssvarende aktivitetstilbud.
- Festivalen skal tilbyder et alsidigt live-musikprogram med en bredde af musikgenrer repræsenteret.
- Der oprettes en følgegruppe til Spejderfestival, der skal opsamle erfaringer og viden der er relevant for andre arbejdsgrene og aktiviteter i KFUM-Spejderne i Danmark, herunder for eksempel forkyndelse, vækst, arbejdsstof og uddannelse.
|
Organisering
SUE udpeger en projektleder. Projektlederen samler en projektgruppe bestående af 6-7 personer. Projektgruppen har en fast kontaktperson i SUE, samt en kontaktperson på korpskontoret til dialog om økonomistyring mv. Projektgruppen vil ligeledes have et løbende samarbejde med Følgegruppen.
Snitflader
Spejderfestival har mange snitflader med de andre styregrupper og projektgruppe som kan udnyttes gensidigt.
- Styregruppen for Uddannelse og Events
- Spejderfestival skal samarbejde med korpsets uddannelse generelt, for at sørge for at der gensidigt skabes synlighed og kendskab til korpsets uddannelse og andre arrangementer og events. Der kan lægges op til, at Spejderfestival 2011 for rigtig mange unge kan være et gensynsarrangement for de kurser de har været på, og en måde at opbygge og pleje relationer som styrker at de forsat tager på kurser.
- Styregruppe for Eksterne Relationer
- Spejderfestival vil være en god platform for samarbejde med korpsprojektet, Les Scout de Tunisia, samt anden international deltagelse. Desuden lægger konceptet op til, at der sker en involvering af andre foreninger, efterskoler og højskoler, gennem program, aktiviteter og markedsføring.
- Styregruppe for Distrikter, Centre, Rovere og Vækst
- Distrikterne er gode kommunikationskanaler til at sprede budskabet om Spejderfestival, hvor man kan motivere grupperne til at få deres spejdere af sted.
- Styregruppen for Grupper, Arbejdsstof og Ledelse
- Spejderfestival 2011 vil generere og afprøve en mængde nye aktiviteter og her kunne der oplagt ske en dialog omkring den igangværende udvikling af arbejdsstoffet igennem følgegruppens arbejde.
Øvrige snitflader
- At Spejderfestival afdækker mulighederne for samarbejde med korpslejren SEE 20:10 omkring markedsføring, ressourcepersoner og leverandører.
- At Spejderfestival tilstræber et tæt samarbejde med Korpskontorets ressourcepersoner for eksempel om administration, kommunikation, økonomi og indleder et samarbejde med korpsets fundraising konsulent.
- At Spejderfestival afdækker samarbejdsmuligheder og snitfalder med korpsets kommunikationsenhed.
- At muligheden for tilknytning af en eller flere GEÅ spejdere fra perioden august 2009 til august 2011 afdækkes, dette kunne være med arbejdsopgaver i forbindelse med planlægning, kommunikation, markedsføring, projektledelse og afvikling af Spejderfestival 2011
Milepæle
- Ultimo 2009 nedsættes der en projektgruppe for Spejderfestival 2011.
- Ultimo december 2009 foreligger en finansieringsplan for Spejderfestival.
- Marts 2010 påbegyndes markedsføring af Spejderfestival gennem korpsets medier.
- Juli 2010 har Spejderfestival en tydelig tilstedeværelse og markedsføres på korpslejren SEE 20:10.
- Ultimo august 2011 afvikling af spejderfestival 2011
- Ultimo oktober 2011 afleveres evaluering og regnskab for Spejderfestival 2011 til SUE.
Økonomi
Vedlagt kommissoriet er et skitsebudget for Spejderfestival 2011. Det er vigtigt at påpege at der er tale om et skitsebudget, udarbejdet med udgangspunkt i Spejderfestival 2008. Budgettet er lagt med fokus på at give et billede af festivalens potentielle indtægts- og udgiftsside. En eventuel kommende projektgruppe ville skulle kvalificere budgettet betydeligt i forhold til en videreudvikling af festivalens konceptet, fokus og ambitioner, samt indhente konkrete tilbud. De fleste budgetposter har fået en kommentar med på vejen for at forklare baggrund og sammenhæng, se vedlagt.