Indledning
Personer med pædofile tendenser hører naturligvis ikke hjemme i spejderarbejdet; men det er desværre en kendsgerning, at der også hos KFUM-Spejderne har været ledere, der har købt børneporno på nettet eller på anden måde har krænket mindreårige. Vi skal gøre alt, hvad der er muligt for at undgå, at den slags kriminelle får adgang til spejderarbejdet; men ingen foreninger kan gardere sig fuldstændigt mod personer med interesse i at forbryde sig mod børn. Det betyder ikke, at vi skal leve i konstant mistillid til hinanden; men det er vigtigt, at gruppen har et godt kendskab til sine ledere og nogle fornuftige samværsregler, så man undgår situationer, der kan misbruges. Derfor skal alle medlemmer over 14 år tjekkes i Det Centrale Kriminalregister, så vi kan være sikre på, at ingen ledere har en registreret dom for sædelighedsforbrydelser begået imod et barn under 15 år.
Denne side fortæller om KFUM-Spejdernes planer for forebyggelse og den rådgivning, korpset stiller til rådighed.
Loven
Ifølge gældende lovgivning er det strafbart at:
• Have samleje eller anden kønslig omgang med et barn under 15 år (jf. Straffeloven, § 222, 224 og 225).
• Have samleje med en person under 18 år, hvis personen er betroet den pågældende til undervisning eller opdragelse, eller hvis det seksuelle forhold skyldes groft misbrug af alder og erfaring. ”Betroet til opdragelse” omfatter også spejderledere (jf. Straffeloven, § 223).
• Krænke blufærdigheden eller give offentlig forargelse (jf. Straffeloven, § 232).
• Udbrede, købe eller besidde børnepornografiske billeder eller film (jf. Straffeloven, § 235).
Desuden har alle voksne pligt til at overholde den generelle underretningspligt i serviceloven, hvilket indebærer at:
• Den, der får kendskab til, at en person under 18 år fra forældres eller andre opdrageres side udsættes for vanrøgt eller nedværdigende behandling eller lever under forhold, der bringer dets sundhed eller udvikling i fare, har pligt til at underrette kommunen (jf. Lov om social service, §36).
Forebyggelse
Drøftelse i lederkredsen
Tag emnet op til grundig drøftelse blandt ledere og grupperåds-medlemmer. Bliv enige om en række enkle samværsregler, der kan være med til at forebygge, at spejderne føler sig krænkede eller udsættes for seksuelle overgreb. Vær også opmærksom på, at krænkelser kan foregå spejderne imellem. Det er vigtigt at hjælpe børn og unge til at blive bevidste om deres personlige grænser og give dem styrke til at markere dem over for andre.
Den enkelte spejders blufærdighed ved omklædning, badning mv. skal naturligvis respekteres, ligesom der må gribes ind over for kommentarer med seksuelle undertoner og lege af intim karakter. Hvis det på nogen måde er muligt, skal der altid være mindst to ledere af sted på ture med overnatning. Nye og ukendte ledere bør aldrig have eneansvaret for en gruppe spejdere.
Ledersamtale og evt. referencer
Det er vigtigt at bruge sin naturlige dømmekraft, inden man siger ja til nye ledere i gruppen. Tag en grundig snak om gruppens samværsregler og hvilke forkerte signaler, man kan komme til at udsende. Spørg til joberfaring og tidligere medlemskab af KFUM-Spejderne eller andre organisationer, og aftal eventuelt, at du tjekker op på personen ved at ringe til et eller flere af de steder, vedkommende har været aktiv. Alle ledere skal tjekkes i Det Centrale
Kriminalregister (se næste afsnit); men svaret viser kun, om den undersøgte tidligere har været dømt for seksuelle overgreb mod børn under 15 år eller besiddelse af børnepornografi. Man kan derfor ikke være på den sikre side, selv om kontrollen viser, at den pågældende ikke er registreret i Det Centrale Kriminalregister.
Det Centrale Kriminalregister
Folketinget har i sommeren 2005 vedtaget, at man inden optagelse af en ny leder skal undersøge, om den pågældende har en registreret afgørelse angående seksuelle overgreb mod børn under 15 år eller besiddelse af børnepornografi.
KFUM-Spejderne finder det ikke tilstrækkeligt kun at tjekke NYE ledere, og Landsmødet i 2008 vedtog derfor, at ALLE LEDERE OG ROVERE over 15 år (=den kriminelle lavalder) skal tjekkes i Det Centrale Kriminalregister.
Efterfølgende er den kriminelle lavalder blevet nedsat till 14 år, hvilket betyder, at grupper og distrikter er pligtige til at indhente børneattester for alle ledere og rovere over 14 år, selv om der står noget andet i korpsets love, som først kan ændres ved næste landsmøde.
Grupper og distrikter er ansvarlige for at indhente samtykkeerklæringer fra rovere og ledere over 14 år og sende disse erklæringer til Korpskontoret. (En samtykkeerklæring er en blanket, som den enkelte leder underskriver for at give sin tilladelse til, at korpset må tjekke den pågældende i Det Centrale Kriminalregister).
Samtykkeerklæringen kan rekvireres fra Korpskontoret eller findes på Spejdernet på adressen:
www.spejdernet.dk/misbrug
Husk altid at benytte den seneste udgave af blanketten.
Hvem skal tjekkes?
Alle rovere og ledere skal som nævnt tjekkes, men hvad med dem, der hjælper til en gang imellem og ikke er registreret i medlemsdatabasen? Ifølge Undervisningsministeriets bekendtgørelse skal man tjekkes, hvis man i løbet af 3 måneder har hjulpet til i gruppen mere end 3 gange og i den forbindelse haft direkte kontakt til børn under 15 år, eller hvis man har deltaget som leder i en lejr af mere end 14 dages varighed. Vi mener ikke, at disse tommelfingerregler er tilstrækkelige i alle tilfælde, og forventer derfor, at de enkelte grupper selv udformer samværsregler, som passer til de lokale forhold.
Pr. definition (Korpsets love § 26, stk. 5) tager rovere aktiv del i gruppernes, distrikternes og korpsets børne- og ungearbejde, og de har dermed en opgave, som indebærer direkte kontakt med børn og unge under 15 år.
Mistanke om overgreb
Ved mistanke om seksuelle overgreb skal den, der har gjort iagttagelsen straks rette henvendelse til gruppelederen eller grupperådsformanden. Vi anbefaler, at man nedskriver de iagttagelser, der er blevet gjort, så man har så præcis en beskrivelse af hændelsesforløbet som muligt.
Hvis mistanken alene bygger på løse rygter og tvivlsomme iagttagelser, bør I i første omgang drøfte forholdene med
den mistænkte.
Hvis gruppelederen eller grupperådsformanden vurderer, at der måske er tale om andet end grundløse rygter, retter man straks henvendelse til korpsets generalsekretær, der rådgiver om det videre forløb, herunder f.eks.:
-
Kontakt til den krænkedes forældre
-
Drøftelse med den mistænkte
-
Politianmeldelse og kontakt til sociale myndigheder
-
Information til øvrige ledere, forældre og spejdere
-
Kontakt til pressen
Hvis man vurderer, at der er grundlag for at indgive politianmeldelse, skal det ske hurtigst muligt og den krænkedes forældre skal straks orienteres om det. Lad være med at spille detektiv eller psykolog, men overlad opklaringsarbejdet til politiet og de sociale myndigheder.
I tilfælde af en politianmeldelse skal den mistænkte leder suspenderes med øjeblikkelig virkning, indtil en eventuel straffesag er afgjort!
Udpeg én person, der udtaler sig til pressen og aftal, at alle andre henviser til vedkommende. Det vil normalt være KFUM-Spejdernes generalsekretær, der tager sig af denne opgave.
Bestemmelser for KFUM-Spejderne i Danmark nr. 9, stk. 8
Ingen rovere eller ledere over 14 år hos KFUM-Spejderne må have registreret en afgørelse i Det Centrale Kriminalregister for overtrædelse af straffelovens § 210, § 222, § 222 jf. §§ 224 og 225, § 232 eller § 235, hvis forholdet er begået mod et barn under 15 år.
Det respektive råd, dvs. grupperådet, distriktsrådet og Hovedbestyrelsen, er ansvarlig for, at alle personer, der er omfattet af reglerne, udfylder en samtykkeerklæring til brug for indhentning af oplysninger i Det Centrale Kriminalregister. Der skal indhentes samtykkeerklæring fra alle personer, hvad enten disse i forvejen er medlemmer, overflyttes fra andet medlemskab eller er nye i korpset.
Som det fremgår af Undervisningsministeriets bekendtgørelse, skal der indhentes samtykkeerklæring for alle medhjælpere og nye ledere senest 3 uger efter, at disse har fungeret og fortsat skal fungere i en sammenhængende periode på mere end 2 uger eller i løbet af 3 måneder har hjulpet til i spejderarbejdet
3 eller flere gange.
Alle korpsets enheder skal leve op til disse minimumskrav; men Hovedbestyrelsen opfordrer samtidig de respektive råd til at drøfte og fastlægge egne samværsregler, som eksempelvist præciserer, om nye ledere og ikke-medlemmer kan fungere som medhjælpere på sommerlejre og ture med overnatning uden forudgående kontrol i Det Centrale Kriminalregister.
KFUM-Spejdernes Hovedbestyrelse kan beslutte, at der på et senere tidspunkt skal foretages en fornyet kontrol af eksisterende ledere eller medhjælpere med ”regelmæssig eller længerevarende” tilknytning.
Alle samtykkeerklæringer indsendes til KFUM-Spejdernes Korpskontor, som indhenter oplysninger fra Det Centrale Kriminalregister. Såfremt en person har registreret en afgørelse, vil gruppen/distriktet/Hovedbestyrelsen blive kontaktet af generalsekretæren, med hvem der træffes aftale om det videre forløb.
Læs mere om korpsets forebyggelse af seksuelle overgreb på www.spejdernet.dk/misbrug