• Forside
  • Aktuelt
  • ScoutZone
  • Ledere
  • Inspiration
  • Forældre
  • Om KFUM-Spejderne
Nyt password?
Du er her: Ledere » Internationalt » Udveksling » De australske værtsfamilier

De australske værtsfamilier

Fra det australske spejderkorps’ side gøres der utrolig meget for at forberede de familier, der skal modtage en af vore danske udvekslingsspejdere. Af samme årsag er udvælgelsesprocessen i Australien derfor også uhyre grundig. Af samme årsag har vi derfor gennem hele programmets levetid kun oplevet meget få problemer med familierne i Australien - "home hospitality" er nemlig virkelig noget for sig selv down under. De fleste af de danske spejdere, vi har sendt afsted, fortæller således om, hvorledes "deres" familierne virkelig har anstrengt sig for at give dem nogle spændende og specielle oplevelser med hjem.

 

Som udvekslingsspejder skal du dog være klar over, at det at have en (udenlandsk) gæst boende i 6 uger naturligvis dårligt kan undgå at føre til visse småproblemer – som du heldigvis ofte selv kan hjælpe med til at minimere! Men det regner vi da også med, at du gør! For et udvekslingsophold skal selvfølgelig være en god oplevelse - også for din værtsfamilie. Derfor bør du også altid være parat til at tage din tørn, hvis din værtsfamilie beder dig om at hjælpe med opvasken, rengøringen eller noget helt tredje. Husk: i Australien er du en ambassadør for Danmark og alle danske spejdere, og det må derfor anses som en naturlig ting at bidrage til arbejdet og trivslen i familien.

 

Den allerbedste måde at forebygge eventuelle problemer på er imidlertid ved at lære sin værtsfamilie godt at kende hjemmefra! Netop derfor prøver vi også at knytte kontakten mellem de danske spejdere og deres kommende værtsfamilier så tidligt som muligt, så I kender hinanden, inden du tager af sted fra Danmark.

Skulle det på trods af alle forberedelser vise sig, at du og din australske værtsfamilie simpelthen ikke passer sammen, vil vi naturligvis både fra dansk og australsk side gøre vores bedste for at prøve at løse problemerne. I yderste konsekvens vil du for eksempel kunne komme til at skifte værtsfamilie under opholdet.