• Forside
  • Aktuelt
  • ScoutZone
  • Ledere
  • Inspiration
  • Forældre
  • Om KFUM-Spejderne
Nyt password?
Du er her: Inspiration » Junglen » Flokarbejde » 8–10 år

Den 8–10-årige ulveunge

Mens 6-7 års alderen er præget af kaos og voldsom udvikling, er harmoni og balance nøgleord for den 8-10-årige. Barnet balancerer bedre fysisk og psykisk.

 

Ofte er den 8-10-årige meget aktiv med flere fritidsaktiviteter som spejder, musik og idræt.

 

Barnets fantasiverdener meget udviklet, og derfor appellerer netop Junglebogen og ulvelivets øvrige fantasirammer så stærkt til denne alder. Den 8-årige leger ikke ulv eller indianer – han er ulv eller indianer. Men det betyder samtidig at det kan være svært at skelne mellem fantasi og virkelighed.

 

Den 8-10-årige er nysgerrig og videbegærlig. Han undersøger alt og vil vide besked. Alt afprøves som små forsøg. Han er umiddelbar, optimistisk og konstruktiv. At pjatte og lege er bare sagen i denne alder hvor barnet også gerne vil lære nye børn at kende og udbygge sin e sociale kontakter.

 

Magi og hemmeligheder er enormt spændende. Ulvene elsker ceremonier og ”hemmelige ritualer” og klubber. Det mystiske er på en gang både spændende og dragende og lidt uhyggeligt og derfor leger den 8-årige sig til en fortrolighed med det. Samtidig udvikler barnet sin fornuft og logik. Pigerne dyrker især veninderne mens drengene dyrker interesser, især det at samle og gemme ting og sager.

 

Et barn på 8-10 år har brug for

  • at bruge og udvikle sin fantasi og logik
  • at få pirret sin nysgerrighed
  • at få rum til at tumle og pjatte

 

Barnets evne til at fungere sammen med andre er meget styrket, og det tilfører i stigende grad fællesskabet værdier. Barnet er også god til at sætte sig i andres situation hvad der vidner om engagement og følelsesmæssig udvikling.

 

Et barn på 8-10 år er karakteriseret ved

  • at være i harmoni og balance med sig selv og sin krop
  • at være god til at engagere sig
  • at være meget interesseret i fællesskabet
  • at være god til at forstå andres følelser

 

I slutningen af ulvealderen rækker den 10-åriges interesser meget fremad mod de ældre børn. Den 10-årige er meget interesseret i hvad de lidt ældre børn laver, men også lidt bekymret og forvirret over det der venter.

 

I en vis forstand er den 10-årige på vej ud af barndommen, men oplever at der fortsat er langt til voksenlivet. Som børnene synger i musicalen om Bølle-Bob: ”Vi er ikke rigtig voksne, vi er ikke rigtig børn”.

 

Den 10-årige elsker fortsat at lege, især rollelege med fantasifulde historier og eventyr, eventuelt science fiction. Den 10-årige er samtidig meget fornuftspræget og realistisk. Han er i harmoni med omgivelserne, men også meget sårbar over for mobning og ironi. Derfor spiller tilhørsforholdet til en mindre gruppe børn som i en ulvebande en stor rolle. Her søger den 10-årige accept og dermed bekræftelse på sit eget værd.

 

Den 10-årige har både modenheden og lysten til at snakke om livets store spørgsmål: Hvor stammer vi fra, om liv og død, om fred og krig, om rigdom og fattigdom. Også den indgang kan derfor anvendes i arbejdet med de lidt ældre ulve.

Info

"Arbejdstræet for bævere og ulve - en ledervejledning"