Læs Mendees historie og tegn tegningen på
siderne 6-7
i hæftet ”Ta' med til Mongoliet” færdig. Husk at holde øje med hvad Mendee fortæller, så du får tegnet de rigtige ting på billedet. Historien er lidt lang, men let at læse. Måske vil din leder læse den højt til spejdermøde.
Hej! Jeg hedder Mendee.
Jeg bor i Mongoliet – i hovedstaden Ulaan Baatar. Det er en kæmpe by, og hver dag flytter der nye folk hertil, så jeg ved egentlig ikke helt, hvor mange vi bor her, og hvor byen ender.
Jeg er heldig. Jeg bor i et højhus med min familie.
Vi bor på anden sal. Lige nu står jeg på gaden, men hvis du kigger, kan du se min søster. Hun vinker oppe i vinduet. Hun er hjemme og passer vores to mindre søskende. Min mor er nemlig ikke hjemme. Efter vi flyttede hertil har hun haft forskellige småjobs, og lige nu har hun en lille kiosk på gaden nær vores hus. Hun sælger alt muligt. På hylderne er der kiks, sodavand, toiletpapir, cigaretter, chokolade og blade. Der kommer mange forbi kiosken hver dag, og mange køber noget. Men der er mange kiosker i gaderne, og derfor er min mor nødt til at arbejde hver dag fra morgen til aften. Sent om aftenen lukker hun siderne sammen og sætter en stor hængelås på, og så er kiosken lukket til næste dag.
Jeg er også heldig med en anden ting, for jeg går nemlig i skole.
Hver dag skal jeg møde i skolen, læse og regne, og jeg bliver meget dygtig. Når jeg kommer hjem hjælper jeg min mor i kiosken, og jeg prøver også nogle gange at tjene penge ved at hjælpe folk på parkeringspladsen ved siden af vores hus. Der holder altid mange biler. Men jeg skal passe på. Nogle børn i Ulaan Baatar bor ikke hos deres forældre, og de tror, at de er de eneste, der må tjene penge på parkeringspladsen. De holder sammen i store grupper, og hvis de er der, bliver man holdt ude. Så kan jeg ikke tilbyde at vaske bilruder eller bære poser for folk. Så er det, at jeg hjælper mor.
Om vinteren må nogle af gadebørnene bo i kloakrørene.
Det er de nød til, for det er for koldt at være på gaden. Men i kloakken er der varmt ved varmerørene mellem husene. Gadebørnene går ikke i skole, og det er vist ikke altid, at de har mad. Jeg er glad for, at jeg bor hos min familie. Jeg synes, at der er dejligt her i Mongoliet, men jeg håber, at jeg kan få mig en uddannelse, sådan at jeg kan få et bedre job end min far og mor.
Der er også kommet mange nye til vores kvarter.
De kommer ude fra landet med deres gerer, og de stiller dem op mellem vores huse, hvor de kan finde en ledig plads. Mange af dem har ikke job, for de har boet på landet med deres dyr og har ingen uddannelse. Vinteren har været hård, så dyrene har de mistet, og så kommer de til byen for at skaffe mad og penge.
Min far har ikke noget fast job.
Nogle dage står han ved en kasse på gaden og lader folk bruge vores vægt eller telefon, hvis de betaler ham nogle penge. Det giver lidt penge til os til mad. Han har sin dell på. Det er en lang frakke, og den er god – for så han kan holde varmen. Der er mange biler i gaden hele tiden, og det er farligt, når jeg skal gå fra min far til min mor, for så skal jeg krydse vejen.
Der er meget skidt og støv i byen,
og der kan godt ligge skyer af røg over byen. Men nogle dage er himmelen klar, og man kan se stjernerne. Det er flot, når de står over hustagene. Jeg ved ikke, hvordan der er hjemme hos dig, men jeg håber, at du kan forestille dig, hvordan der ser ud hos mig.