Side 4-5: Hjemme hos Ganaa 
Materialer: forskellige farvekridt og tusser
Børnene farvelægger tegningen mens en leder læser nedenstående historie højt. Historien handler om Ganaa og hendes liv i en nomadefamilie på steppen.
Historien om Ganaa
Ganaa var glad. Det var en dejlig dag.
Solen varmede udenfor geren, sneen var smeltet, og familien var endelig rykket udenfor igen. Ganaa havde glædet sig i lang tid. Vinteren havde været hård, og de havde været nødt til at være sammen i geren i mange, mange dage. Først havde det været dejligt. Ovnen gav en god varme, der var mad nok, og der havde været nok at gøre med at reparere udstyr og tøj. Men så var sneen kommet. Den lå meterhøj, og det havde været hårdt for dyrene og for de voksne, der havde arbejdet meget med dyrene. En del af dyrene var døde nu, særligt havde de mistet mange køer. Men heldigvis for familien havde mange af fårene og gederne klaret sig, og der var nok tilbage i flokken til at overleve på.
Og nu, nu, var varmen kommet igen. Jorden var stadig frossen, men det var dejligt at komme ud af geren og mærke solens varme. Ganaa var rigtig glad. I dag skulle det fejres at vinteren var overstået, og hele familien forberedte festen. En hel ged var røget i gryden, og det skulle nok blive en lækker ret. Familien var samlet udenfor ved bålet i dag, og det var dejligt at være udenfor og ikke inde i den tilrøgede ger.
Far og onkel Ariuka havde fundet en flaske vodka frem, og der var en god stemning. De voksne kunne allerbedst lide airag. Det er gæret hoppemælk, mælk fra en hest. Det kunne de bare først lave til sommer.
Ganaa glædede sig til gede-gryden, og hun glædede sig til at sidde hele aftenen ved bålet og kigge på stjernerne og lytte til de gamle fortællinger. Bedstefar var fyldt med historier fra de gamle tider, og han fortalte gerne. Ganaa elskede at høre om det alt sammen – specielt om bedstemor og hvordan hendes ger var blevet transporteret over sletten på kameler, indtil hendes familie havde slået lejr tæt på bedstefars ger. Tænk, hvis ikke de havde mødt hinanden, så havde Ganaa ikke haft far, og hun havde jo heller ikke været Ganaa.
Nu kaldte mor. Ganaa skulle gå med hen til floden for at hente vand. Der var masser af vand i floden nu, for alt den smeltede is og sne løb ned af bjergsiderne og ud i floden. Der var langt til floden, men i dag var alt bare i orden, og Ganaa sang indeni, da hun løb hen til geren. De små hundehvalpe hoppede op ad hende og ville lege, men Ganaa greb dunkene og løb efter mor. Neg, Hoyer, gurav, talte Ganaa, da hun løb. Og hver gang hun kom til tre, lavede hun et lille hop. Det var tungt at bære dunkene hjem, men der skulle en del vand til derhjemme. Mor skulle vaske tøj, der skulle koges mælkete, og så var det også vigtigt at have vand at drikke. Hjemme var bålet gjort klart, far og farfar sad der allerede. Mor serverede det friske kolde vand for dem. Det var dejligt, tænkte Ganaa.
Næste år var det hendes tur til at bo i storbyen. Alle Ganaas søskende boede der nu, for skulle man i skole, så måtte man bo inde i byen. Der var ingen skoler ude på stepperne. Ganaa ville gerne lære de ting man skulle lære i skolen, men hun ville også gerne blive i geren sammen med mor og far. Godt at hun skulle møde Tuvshuu, Gerelee og Adiya i byen og være sammen med dem. Ganaas tanker fløj af sted. Hun vidste, at hun kunne komme hjem i ferierne sammen med de andre, og det var godt. Men hvem skulle nu passe fårene med mor og ride af sted efter køerne sammen med far? Det ville blive mærkeligt. Men nu, nu skinnede solen, og hun var glad for alt det, der skulle ske indtil sommeren sluttede.
Når det blev rigtig sommer, så ville de andre jo også komme hjem, og så blev det hele endnu sjovere. Hun elskede, når de alle sammen var her. Så blev der sunget og leget, og de var flere om at dele arbejdsopgaverne. Ganaa var god til at ride, men når hun konkurrerede med Tuvshuu, så vandt han altid. Hun håbede, at hun denne sommer kunne slå ham. Egentlig troede hun, at det ville lykkes. Hun glædede sig.
Familien spiste aftensmaden, og efter den lækre gryde med gedekød, blev de siddende ved bålet, og Ganaa blev træt. Hun nød stemningen, stjernerne, farfars rare stemme, og hendes øjne blev trætte og gled i. Det var en dejlig dag. Den havde været lige, som hun havde forestillet sig og havde glædet sig til.
Nu sov Ganaa.