• Forside
  • Aktuelt
  • ScoutZone
  • Ledere
  • Inspiration
  • Forældre
  • Om KFUM-Spejderne
Nyt password?
Du er her: Inspiration » Spejderleksikon » Mongoliet » Fantastiske fakta » Mongolske spejdere » Spejderbevægelsen

Spejderbevægelsens udvikling i Mongoliet

I 1990 deltog et par studerende fra Mongoliet i et foredrag om spejderbevægelsen i Moskva, hvor de studerede. De blev tændt af ideen og besluttede at prøve at starte spejderarbejde, når de kom hjem. I tiden med kommunismen havde der godt nok været ungdomsarbejde, men ikke noget der gav den enkelte et ansvar for at bidrage til helheden.

Året efter samlede de en gruppe børn og deltog i den første spejderlejr – og gik ganske enkelt i gang med at lave de første spejdermøder i hovedstaden Ulaanbaatar. Den første trop på 39 medlemmer aflagde spejderløftet den sommer. Troppens leder var Esunmunkh.

Det næste års tid gik med at samle flere spejdere og fortælle om spejderideen. Kort før Sct. Georgs Dag, den 16. april 1992, blev spejderkorpset Scout Association of Mongolia stiftet. Samme sommer afvikledes den første sommerlejr med 200 deltagere.

Allerede i 1994 havde man søgt om optagelse i verdensspejderbevægelsen WOSM (The World Organization of the Scout Movement) – og blev medlem som den 136. nation i verden. Samme år blev det første spejderblad trykt.
1996 afholdtes den første korpslejr på ungdomscentret i Nairamdal, hvor den næste korpslejr også blev afholdt i 2001.

Der har lige fra starten været stor interesse for spejderarbejdet, og der blev hurtigt skabt flere spejdergrupper i hovedstaden. Spejderne samles i lånte lokaler på skoler og andre steder. Det er vanskeligt at finde aktivitetsmaterialer – mange børn og familier er fattige, og kontingentet kan kun være ganske lille, for at de fleste kan være med.
SAM har en demokratisk opbygning med valgte repræsentanter til en hovedbestyrelse.

Spejdergrupperne er organiseret i distrikter, der alle løser deres selvstændige opgaver, og korpset har hovedkontor i Ulaanbaatar.

I dag har SAM flere end 8.500 kontingentbetalende medlemmer, men man anslår at 20.000 børn og unge deltager i spejdermøderne, – de har blot ikke råd til kontingent og uniform.