Af Kenneth Holm, www.keholm.dk, missionær for Danmission i Mongoliet
Kan børn virkelig overleve på gaden i 35 graders kulde uden tag over hovedet en hel vinter?
Dette spørgsmål stillede jeg mig selv inden vi tog til Mongoliet, og jeg har stillet det igen flere gange siden. For det kan faktisk lade sig gøre at klare sig, og et stort antal børn i Mongoliets hovedstad Ulaanbaatar lever under kummerlige forhold i et klima, der for en velfærdsdansker er hårdt nok at bevæge sig ud i kort tid ad gangen.
Problemets omfang er meget omdiskuteret, men sikkert er det, at der trods en massiv indsats fra flere frivillige hjælpeorganisationer fortsat er mange gadebørn. Tallet er rent gætværk, og der høres tal mellem 0 og 5000, men det mest realistiske er nok omkring 1000, hvilket er mange i en forholdsvis lille by som Ulaanbaatar.
Børnene overlever ved, at de opholder sig meget af tiden under jorden i små mørke gange, hvor de store fjernvarmerør forsyner mere velstillede borgere med varmt vand. De sover oven på rørene og kan dermed holde varmen, men dette er ikke uden risiko. Nogle gange går der hul på et rør, og børnene bliver forbrændt, eller de får eksem af det isoleringsmateriale der er brugt.
Indtægterne kommer fra arbejde på markedet eller for nogles vedkommende fra lommetyverier og andet kriminalitet. Det skærer også i hjertet når man ser børn rode affald igennem for at finde noget spiseligt som vi andre har smidt ud.
For nogle børn er det et valg at bo på gaden, mens andre ikke har andre muligheder. Der er mange børn der lever under så dårlige forhold i hjemmet med hensyn til voldelige, alkoholiske fædre og mangel på omsorg og mad, at tilværelsen på gaden er et bedre alternativ. Andre er forældreløse og ønsker ikke at bo på børnehjem, hvor forholdene nogle steder minder om et fængsel. Når først børnene har prøvet gadelivet viser erfaringen, at det er meget vanskeligt at få dem tilbage til familien igen.
Politiet ’rydder jævnligt op’ under jorden, og sender børn tilbage til familierne, men de er hurtigt tilbage til det frie liv på gaden igen.
Gadebørn bliver set ned på i Mongoliet, og folk er generelt flove over, at der er et problem, og løsningen har ofte været, at man har prøvet at chikanere dem væk fra gaden, så problemet ikke bliver set, men det er selvfølgelig ingen løsning.
Udenlandske hjælpeorganisationer har forsøgt med mindre børnehjem, plejefamilier mv. men konklusionen for de fleste er, at der skal forebyggende arbejde til at afhjælpe problemet. Derfor ønsker regeringen at der bliver sat fokus på familien som det sted hvor der skal sættes ind. Hvis familien fungerer og barnet møder omsorg og kærlighed, vil der næppe være børn der frivilligt vælger denne tilværelse, som nok er fri, men som også er ufattelig hård.
Der har været stort fokus på gadebørn i de senere år. Bl.a. har flere udenlandske medier jævnligt besøgt Ulaanbaatar for at filme ’børnene under jorden’, og det har i nogen grad taget fokus væk fra de mange børn som lever under hårde forhold i hjemmet, og som forsømmer skolen, er underernærede eller bliver misbrugt.
Disse børn har ligeså meget krav på opmærksomhed fra både os udlændinge og fra staten side, men da disse ikke er synlige i gadebilledet, er det lettere at overse dette ligeså store problem.