Plakat
Tegning af får, der bliver slagtet
Dagens brev
Kære Mendee
I går aftes kom din fars søster og mand på besøg. De havde redet hele dagen og nåede lige vores lejr inden det blev helt mørkt. Og i dag kom din fætter også på sin nye motorcykel. Han har lige købt den og var meget stolt af den. I aften holder vi fest – det er længe siden vi har set dem. Derfor er far gået ud for at slagte et får, som vi kan koge til festen. Det er ærgerligt at du ikke er hjemme. Men vi slagter et får igen, når du kommer hjem.
Lige nu sidder far omme bagved geren med fåret. Han skærer en lille flænge i brystet på dyret og stikker en hånd ind i hullet. Med et klem om hjertet får han hurtigt stoppet blodet til hjertet, så fåret hurtigt dør. Derefter flår han det og parterer kødet på skindet. Men det har du jo alt sammen set før. Når du kommer hjem er du måske gammel nok til at stå for slagtningen? Lige om lidt kommer han med kødet i en stor balje og så skal jeg i gang med at koge det i den store mælkejunge, sammen med grøntsager og glohede sten, der gør kødet mørt og lækkert. Jeg skriver tilbage til dig senere min dreng.
Kærlig hilsen
Mor
Andagt
I Mendees familie slagter man et får, når der er fest. Det markerer, at det er ekstra fine og specielle gæster man har besøg af. Det er vel meget almindeligt over hele verden. Nu er der selvfølgelig ikke så mange, der har får gående rundt i baghaven i Danmark, men så laver man noget andet fint mad, når der kommer gæster.
Men laver man også fint mad, hvis gæsterne ikke er fine? Hvis man ikke synes de har gjort sig fortjent til god mad? Det handler følgende historie fra Bibelen om.
Historien om den fortabte søn
Dette er historien om en ung mand, der boede hjemme hos sine forældre og arbejdede på deres gård. Han var efterhånden ved at være godt træt af bare at bo derhjemme. Der skete aldrig noget som helst! Bare arbejde, arbejde, arbejde. En dag blev det for meget. Manden gik til sin far og sagde:
- Hør far. Nu gider jeg altså ikke bo herhjemme mere. Kan du ikke give mig halvdelen af min arv, så jeg har penge til at rejse ud i verden?
Faderen gjorde som sønnen bad ham om – selvom han nok ikke havde lyst til at sønnen allerede rejste hjemmefra. Men det gjorde sønnen altså. Væk fra gården og ind til den nærmeste by, hvor han straks gik i gang med at bruge af alle de penge, han havde arvet. Han gik meget i byen og fik sig aldrig et job. En dag vågnede han op og måtte indse, at der ikke var flere penge tilbage. Han havde brugt dem alle sammen. Han blev smidt ud af det hotel han boede på og da landet, han var endt i var meget fattigt på grund af hungersnød, var der ikke nogen, der kunne hjælpe ham. Så han endte faktisk med at ligge sammen med nogle grise og spise af deres foder.
- Hvad er der her for et liv?, sukkede manden mens han lå mellem alle svinene. - Hjemme på min fars gård har selv karlene det meget bedre end mig. Jeg vil gå tilbage til min far. Jeg kan nok slet ikke få mit gamle værelse igen, nu var jeg bare rejste med hele min arv og brugte den så hurtigt. Men jeg kan håbe på at min far vil ansætte mig som karl.
Manden troede at hans far havde glemt alt om ham, men faktisk gik faren hver morgen ud på marken for at kigge efter sin søn. Han håbede nemlig sådan, at sønnen en dag ville vende tilbage. Og pludseligt så han ham komme.
- Slagt fedekalven, mutter!, råbte faderen til sin kone, så snart han så at sønnen var på vej hjem. Han løb ham i møde med åbne arme og sønnen blev meget forbavset. For han troede jo, at faren var sur på ham.
- Nej, min dreng. Far er hverken sur eller skuffet. Jeg er bare så lykkelig for, at du er kommet tilbage. Derfor vil jeg holde en stor fest for dig. Og allerede samme aften var der stor fest på gården.
Men manden havde en bror, som ikke var så begejstret for hele arrangementet. Han var sur og gik midt under festen.
- Jamen, hvorfor vil du ikke feste med, nu hvor din bror endelig er kommet hjem?, spurgte faren sin anden søn.
- Først bruger han hele sin arv, og så kommer han hjem for at tigge flere penge. Men I holder bare en stor fest. Jeg har derimod arbejdet hårdt hver dag og stak ikke bare af. Men mig holder i aldrig fest for! Er det ikke vildt uretfærdigt? spurgte den anden søn tilbage.
Men faderen svarede: - Jamen, kan du ikke se hvad der er sket? Jeg havde mistet en søn og nu er han kommet tilbage igen. Det er da værd at feste for!
(Genfortælling af Luk 15, 11-32)
Jesus fortalte engang denne historie fordi han ville sige noget om Guds kærlighed til mennesker. Jesus sammenlignede Gud med bondemanden. Selvom vi nogle gange kommer meget langt væk fra Gud ved fx at være onde ved de mennesker, der er omkring os, så vil Gud stadigvæk stå og tage imod os som en far, der venter på sin søn. Vi kan godt selv føle det, når vi gør noget forkert fx når vi sårer andre mennesker. Men hvis vi vender om og siger undskyld, så vil Gud altid stå med åbne arme og give os en chance til. Ligesom faren i historien bare råbte ’Slagt fedekalven!’ og holdt en fest for sin søn, vil Gud også altid tilgive os.
Fadervor
Sang
Nr. 81 - Morgengry