Plakat
Tegning af fin mand på en hvid hest
Dagens brev
Kære Mendee
Her til aften skete der noget mærkeligt. Hele dagen havde jeg gået ved hestene sammen med din søster. De havde græsset hele eftermiddagen og vi var netop ved at få dem tilbage til geren og binde dem fast til hönen (den udspændte snor, som hestene står bundet fast til. Se billedet). Solen var ved at gå ned over bjergene. Om et par timer ville det være helt mørkt.
Pludselig så vi en mand komme ridende fra vest. Hans hest var stor, hvid og smuk og den travede langsomt hen i mod os. Hans saddel var flot udsmykket og dækkenet var helt rødt. Ikke som de slidte gamle sadler vi rider rundt på. Hans tøj var også smukt. Den dell (en dell er en traditionel mongolske lang klædedragt) han havde på var ikke slidt og beskidt som min egen arbejds-dell, men helt kridhvid som hans hest. På hovedet havde han en høj rød hat, som endte i en spids guldtop. Han lignede en rigtig konge, ja måske endda Djenghis Khan. (Djenghis Khan er Mongoliets landsfader. I 1200tallet samlede han landet og erobrede store dele af Kina, Mellemøsten og Europa). Vi bukkede dybt da han kom helt hen til os. Hvad skulle vi gøre? Sidst jeg havde set så fin en mand, var da vi besøgte hovedstaden Ulaan Baatar under Naadam tre somre siden (Naadam er en storårlige folkefest i Mongoliet). Han steg ned fra hesten og vi skyndte os at finde noget mad til ham. Imens kom bedstefar ud af geren og begyndte at snakke med ham.
Det viste sig at den fremmede mand var politiker fra den nærmeste sumun (distrikts- ellers amtsby i Mongoliet). Der er åbenbart valg, når sommeren er slut og derfor ville han gerne rundt og hilse på så mange i området som muligt. Han var efterfulgt af nogle medhjælpere, som kom ridende lidt efter. De har spist aftensmad med os og overnatter i den ene ger i nat inden de rider videre i morgen. Underlig mand...
Kærlig hilsen
Din søster Tungra
Andagt
Hvordan kan det være at man altid har respekt for folk med fint og dyrt tøj? F.eks. har politikere altid fint og dyrt jakkesæt på. Dengang Jesus levede, troede mange at han var en politiker. Jøderne var undertrykte af romerne og derfor ville jøderne gerne have deres egen stærke konge, som kunne befri dem fra romerne. Engang da jøderne fejrede påske i Jerusalem, ankom Jesus til byen. Mange havde hørt om ham i forvejen og troede at han ville komme ridende som en stor og krigerisk konge på en høj flot hest. De viftede med palmegrene og smed deres kapper ned foran ham, mens de råbte alt muligt om, at han var jødernes konge. Det er den dag vi mindes Palmesøndag i påsken. Men Jesus var ikke en politisk konge kun for nogle udvalgte, som jøderne troede. Nej, han er konge for alle – konge over liv og død. Derfor kom han ikke som en magtfuld mand folk skulle frygte. I stedet red han langsomt igennem byen på et lille æsel hele vejen op til templet, hvor han gik ind og bad til Gud.
Hvorfor ville Jesus mon ikke lade sig hylde ligesom en rigtig konge? Hvorfor red han bare på et æsel og ikke en stor flot hest? Kan det være mere magtfuldt at vise ydmyghed end at få folk til at frygte sig?
Fadervor
Sang
Nr. 168 – Dansens Herre