Plakat
Tegning af kvinde, der malker en ged 
Dagens brev
Kære Mendee
Jeg håber du har det godt i Ulaan Baatar. Jeg har lige malket gederne og skal til at lave mad, men orker det næsten ikke. Det er så varmt i dag, så jeg tager lige en pause og lader mælken stå i skyggen her i geren. Er du faldet godt til i byen og går det godt i skolen? Det er efterhånden længe siden du rejste. Jeg glæder mig til at høre om det hele, når du kommer hjem. I dag har vi slagtet et får, som jeg skal have kogt inden det bliver for varmt. Jeg må hellere komme videre. Men skriver igen snart. Jeg tænker på dig.
Kærlig hilsen mor
Andagt
Dette brev er sendt til Mendee fra hans mor. Mendee er fjorten år gammel og bor i Mongoliet. Hans familie lever som nomader og har mange yakokser, får, køer og heste, som de passer og får mad fra. Men Mendee er rejst til Mongoliets hovedstad Ulaan Baatar for at gå i skole i et halvt år. Det har han været flere gange før. Derhjemme passer hans familie dyrene. De går hver for sig og skriver breve til ham, når de har tid. En gang om måneden sender de alle brevene samlet. Det er de breve vi skal høre de næste dage.
Umiddelbart er der stor forskel på land og by i Mongoliet. Ude på steppen lever man et nomadeliv som man har gjort i mange hundrede år. Man bor i hvide filttelte, gerer, passer sine dyr og flytter lejr et par gange om året. Byerne og især hovedstaden ligner mere noget vi kender. Her er der masser af trafik, højhuse, shoppingcentre og mange unge har en mobil hængende om halsen. Alligevel kender de fleste mongoler i byen til livet på landet. Mange har familie på landet, som de tager ud og besøger og bor hos om sommeren.
På plakaten ’En dag i Mongoliet...’ kan man se tegninger fra nomadernes liv. Billedet på plakaten er malet i en speciel mongolsk tradition, hvor man afbilleder mange små hverdagssituationer på ét billede. At kigge på det er lidt ligesom at sidde med en stak breve ude fra steppen. Kig på plakaten, når I har tid. Der er mange små detaljer at få øje på.
Som nomade lever man hele tiden tæt på sine dyr. Tidligt om morgenen vågner man til brøl fra køerne og vrinsk fra hestene. I løbet af dagen græsser dyrene og om aftenen rider man ud for at hente dem ind igen, så gederne, fårene og køerne kan blive malket. Det er dyrene man lever af. Om vinteren bliver det meget koldt i Mongoliet. Nogle vintre bliver det så koldt, at køerne og fårene fryser ihjel. Og uden dyr kan man ikke få noget mad. Der ligger ikke lige et supermarked ude på steppen, hvor man kan købe en liter mælk. Så må man rejse ind til byen og håbe, at der er nogen, der kan hjælpe.
Sådan er det ikke i Danmark. Vi får alle sammen nok at spise. Men det er slet ikke hverdagen for alle mennesker på jorden. Det er vigtigt at huske på og være taknemmelig for. Det er derfor vi beder Fadervor og siger: ’Giv os i dag vort daglige brød.’
Fadervor
Sang
Nr. 186 - Børn af den grønne jord