Der levede engang et gammelt ægtepar ved Selenge-skoven i Mongoliet. En morgen stod den gamle mand op tidligere end sædvanligt for at se til sine få, tynde heste. Da han trådte ud af geren?, så han pludselig en ung løve komme imod sig. Og den så meget sulten ud! Den gamle mand skyndte sig bange ind i geren og låste den lille dør. Han ruskede sin sovende kone og råbte:
”Gamle kone, vågn op! Der er en stor løve udenfor! Den kommer for at æde os. Hvad skal vi gøre?”
Konen gned sine øjne, mens hun gabte og sagde til den rystede mand: ”Hør, gamle mand. Den med de fleste kræfter vinder ikke nødvendigvis. Den der er den klogeste kan blive vinderen. Tag din urga? og gå direkte hen til løven. Løven vil så spørge dig, hvor du skal hen. Fortæl ham, at du skal ud og fange en løve til middag, og så…”
Konen fortsatte med at fortælle manden, hvad han skulle gøre. Da hun var færdig, smilede den gamle
mand og gjorde, som hans kone havde sagt.
Han gik ud af geren og mødte løven, som knurrede:
”Hej, gamle mand! Hvor skal du hen?”
”Jeg er på vej ud for at fange en løve, som vi kan spise til middag, men det ser ud til, at jeg ikke behøver at gå ret langt!”
”Hvad?” sagde løven meget overrasket. ”Hvordan kan en gammel mand som dig fange en stor, stærk løve som mig? Jeg er hundrede gange stærkere end dig. Ha! Jeg kunne dræbe dig med et slag med min pote!”
Den gamle mand lo højt og svarede: ”Åh, kan du det? Nå, det må vi få at se. Lad os lave en konkurrence og finde ud af, hvem af os der er den stærkeste. Hvis du er mere magtfuld end mig, så må du dræbe mig. Hvis jeg er den stærkeste, så skal du blive min slave.”
Løven gik med til det, da han vidste, at han ikke ville have nogen problemer med at vinde over sådan en svag, gammel mand.
De to konkurrenter gik ud på den åbne steppe for at begynde konkurrencen. Den gamle mand samlede en lille, rund sten op og viste den til løven: ”Klem denne sten med din pote, indtil saften løber ud. Hvis du kan gøre det, er du vinderen.”
Den stærke løve klemte stenen af alle sine kræfter, men ikke en dråbe saft flød ud.
Så tog den gamle mand et gåseæg op af lommen og sagde: ”Så er det min tur. Kig godt efter og du vil se, hvor stærk jeg er!”
Han klemte gåseægget med bare én hånd, skallen brast og væsken flød ud på jorden. Han viste den knuste æggeskal til løven og sagde: ”Der ser du. Stenen er fuldstændig ødelagt! Så hvem tror du er den stærkeste?”
Løven var chokeret, men han indrømmede sit nederlag og blev den gamle mands slave. Den gamle mand satte en pind gennem løvens næse og førte dyret rundt med et reb. Så lagde han en grime på løven og red på den, som om den var en hest.
I en hel uge beordrede den gamle mand løven til at lave alt det hårde arbejde ved geren og red stolt på det tæmmede dyr over stepperne. Løven var fuldstændig ydmyget.
I slutningen af den første uge med alt det hårde arbejde beordrede den gamle mand løven til at gå ind i skoven, så den gamle mand kunne finde pilegrene til at lave en bue og nogle pile af. Løven blev bundet til et træ og ventede tålmodigt, mens den så på, at den gamle mand forsøgte at brække grenene af. Den gamle mand måtte bruge alle sine kræfter, men havde ikke megen succes! Langsomt begyndte løven at blive mistænksom med hensyn til den gamle mands kræfter, da han så ham svede og hive efter vejret, når han forsøgte at få fat i grenene. På vejen tilbage spurgte han den gamle mand: ”Gamle mand, hvad er der sket med dine kræfter? I skoven kunne du ikke engang brække en pilegren af. Jeg er lige ved at tro, at du har snydt mig!”
Den gamle mand sagde ingenting, men i samme øjeblik han kom hjem, løb han i panik ind til sin kone. ”Gamle kone,” råbte han. ”Løven har opdaget, hvor svag jeg er! Nu vil han helt sikkert dræbe mig!”
”Lad være med at bekymre dig, din fjollede gamle mand,” sagde konen. ”I morgen når løven vender tilbage, spørger du mig højt, ’hvad laver du til middagsmad, gamle kone?’ Så vil du se, hvad der sker.”
Næste dag gjorde manden, som hans kone havde sagt. Da løven nærmede sig geren, råbte den gamle mand til sin kone: ”Gamle kone, hvad laver du til aftensmad i dag?”
”Vær ikke så utålmodig,” råbte den gamle kone tilbage. ”Vil du være tilfreds med, at jeg varmer stykkerne fra sidste uges gamle løve og putter tilføjer noget frisk kød fra en ung løve?”
Da løven hørte dette, tænkte han: ”Hvad er det, jeg hører? Disse gamle folk planlægger at dræbe og spise mig! Jeg må hellere løbe væk, mens jeg endnu er i live!”
Og løven løb så hurtigt han kunne for at komme i sikkerhed i skoven. På vejen mødte han en ræv, som spurgte ham: ”Løve, hvor skal du hen i en sådan fart? Og hvad er der sket med dig? Du har en pind gennem næsen ligesom en kamel!”
Løven forklarede det hele, og da han var færdig med historien, begyndte ræven at grine: ”Åh, løve,” sagde han. ”Hvor har du været dum! Den kloge gamle mand har virkelig snydt dig. Ingen mand har så mange kræfter. Lad os sammen gå tilbage og dræbe de gamle mennesker. Du angriber den gamle mand først og fanger så den gamle kone. Men glem ikke at dele byttet med mig!”
Sammen løb de to dyr tilbage til det gamle ægtepars ger ved kanten af skoven. Da den gamle mand, som stod ude ved sine heste, så dem komme, rendte han ind til sin kone for at fortælle hende, at denne gang var det helt sikkert ude med dem.
Da løven og ræven nåede hen til geren, trådte den gamle kone ud alene. Hun kiggede lige på ræven, rystede sin pegefinger lige foran dens snude og råbte vredt: ”Din dovne, gamle ræv! Du lovede at bringe mig en stor, fed løve til vores middag i aften. Hvorfor tror du, at du bare kan komme med den der tynde én?”
Løven var stum af forbavselse. Ham? De gamle menneskers aftensmad? Han vendte sig mod det mindre dyr ved siden af ham, som han troede havde snydt ham og brølede: ”Din svindler!” Og så slagtede han ræven.
Da løven løb væk ind i skoven én gang for alle, faldt de gamle mennesker hinandens om halsen og lo, mens tårerne løb ned af deres rynkede kinder.
På grund af denne forfærdelige oplevelse med mennesker, holder løven sig selv i dag langt væk fra gererne i Mongoliet. Og løven tror helt sikkert heller ikke på ræven længere!
-----
* Ger: Mongolernes runde filttelt
* Urga: Redskab til at fange heste med. En lang stang med en løkke i spidsen.