• Forside
  • Aktuelt
  • ScoutZone
  • Ledere
  • Inspiration
  • Forældre
  • Om KFUM-Spejderne
Nyt password?
Du er her: Inspiration » Spejderleksikon » Mongoliet » Aktiviteter » Fortællinger » Havde khanen...

Havde khanen et hoved?

Måske ved du, at en mongolsk konge hedder en khan? Der var for meget længe siden en gammel khan, som var frygtelig streng. Alle undersåtterne i hans rige rystede og bævede, når de stod foran ham. Og de slog øjnene ned og så ned i jorden, og de turde ikke løfte blikket og se khanen ansigt til ansigt.

En dag red khanen ud på jagt. Efter mange timer på hesteryggen følte khanen sig træt, og han slog sin ned for at hvile ved et ensom træ, som stod på steppen. Men khanen ønskede ikke at sætte sig på jorden som en ganske almindelig person. Det ville være under hans værdighed. ”Er jeg ikke khanen?”, sagde han. ”Så burde jeg sidde højt hævet over alle andre”. Og kan kommanderede med sine folk: ”Bøj dette træ ned mod jorden, så jeg kan sidde i dets krone som Buddha sidder i en lotus-blomst”.

Khanens tjenere bøjede træet ned og khanen steg op i kronen med en værdighed, som steg han op på en gylden trone. Men idet tjenerne gav slip på træet, rettede træet sig op, og khanen blev kastet til jorden et stykke derfra. Da tjenerne kom derhen så de, at khanen var død. Men han havde ikke noget hoved! Enten var det blevet revet af i faldet eller også havde han slet ikke haft noget hoved. Folkene undrede sig og spurgte hinanden: ”Havde khanen et hoved på sine skuldre?”. Men ingen kunne svare, for aldrig havde nogen turdet løfte blikket og se khanen ansigt til ansigt.

Til sidst sagde en gammel tjener: ”Lad os tage hen til khanens rådgiver. Han må da helt sikkert vide, om khanen havde et hoved på sine skuldre”. De satte sig i sadlerne og red alt, hvad remmer og tøj kunne holde, indtil de kom til rådgiveren. Og de sagde til ham: ”Rådgiver! Hør, hvad der er sket! Vi ville udføre khanens ordre om at bøje et træ til jorden, så han kunne sætte sig i dets krone som på en trone, men khanen blev slynget til jorden og døde, og da vi kom derhen viste det sig, at han ikke havde noget hoved! Kan han have mistet det – eller har han slet ikke haft et hoved på sine skuldre?”

”Tjenere! Jeg ved det ikke”, sagde rådgiveren og rystede på hovedet. ”Jeg var bange for nogen sinde at løfte mine øjne og se khanen ansigt til ansigt. Det eneste jeg ved er, at han havde en hat med en mægtig rubin på toppen”.

”Hvad skal vi nu gøre?”, spurgte tjenerne. ”Gå hen til khanens kone”, sagde rådgiveren. ”Hun må helt sikkert vide, om khanen havde et hoved på sine skuldre”.

Med dette råd, gik tjenerne hen til khanens kone, og fortalte hende alt, hvad der var sket. Og til sidst spurgte de: ”Havde khanen et hoved på sine skuldre?” ”Jah… Jeg ved det faktisk ikke”, sagde khanens kone, og var noget flov over det. „Ser I, jeg slog altid mine øjne ned, og var bange for at løfte blikket og se khanen ansigt til ansigt. Så jeg ved ikke, om khanen havde et hoved. Alt hvad jeg ved er, at han havde et skæg, som prikkede, når han kyssede mig”.

Og således kunne tjenerne ikke finde ud af, om khanen faktisk havde haft et hoved på sine skuldre. Hvad tror du?