Spejderideen var enkel - og det er den stadig. Spejderarbejdet er en vej fra at være barn til at blive voksen. En af de bedste veje.
Når du tænker på det at være spejder, er det sikkert spejderaktiviteterne, du tænker først på: lejrliv, knob, orientering osv. Men spejderarbejde er mere end det.
Hver eneste aktivitet har en mening: Knob lærer du, for at patruljen kan lave et spændende pionerarbejde. Pionerarbejdet laver I, fordi det lærer jer at arbejde sammen om en opgave. Og samarbejde skal du kunne, for at du kan lære at tage ansvar! At tage ansvar er at blive voksen.
Du ER spejder - du går ikke til spejder.
Du går måske til fodbold. Der træner du én ting: fodbold! Men i spejderarbejdet udvikler du alle sider af dig selv: Du kommer i bedre form. Du løser opgaver. Du lærer at arbejde sammen med andre og får nye venner. Du hører også om Gud og er med i snakken om, hvad et meningsfyldt og godt liv er.
Det er derfor, at du er spejder. Og hvis du på et tidspunkt melder dig ud, så hænger spejderarbejdet stadig ved: én gang spejder - altid spejder.