• Forside
  • Aktuelt
  • ScoutZone
  • Ledere
  • Inspiration
  • Forældre
  • Om KFUM-Spejderne
Nyt password?

Budskab

I har i dag været på et postløb, hvor I mødte Ridder Georg på rehab. Georg skulle på rehabiliteringscenter, fordi han havde lavt selvværd og ikke ville finde dragen og besejre den. Georg gad ikke finde dragen. Georg gad ikke tage kampen op mod det onde, repræsenteret ved dragen. I mødte med andre ord en usædvanlig ugidelig Georg.

 

Vi kan vel alle genfinde den ugidelige Georg i os selv en gang imellem. En gang i mellem er der dage, hvor vi simpelthen ikke gider noget som helst. Dage hvor vi ikke gider stå op. Dage, hvor lektier hænger os ud af halsen. Dage, hvor de opgaver, der bliver stillet synes helt uoverkommelige. Dage, hvor selv de mindste udfordringer er helt umulige. Dage, hvor vi ikke gider planlægge næste spejdermøde, ja måske dage, hvor vi ikke gider til spejdermøde…?

 

I legenden om Skt. Georg (den rigtige legende*) møder vi en meget mere handlekraftig Ridder Georg, som bestemt ikke er ugidelig. Han påtager sig beredvilligt opgaven, han overvejer ikke nøje om han gider besvære sig ved at tage den store udfordring op. Ridder Georg er fast besluttet på at redde prinsessen og slå dragen ihjel. Og som vi ved, lykkes det Ridder Georg først at såre dragen med sin lanse og siden dræbe dragen med sit sværd. B.P. valgte Ridder Georg som ideal, fordi han ønskede at spejdere skulle være "vor tids moderne riddere, der altid med frejdighed og frimodighed skulle drage på togt mod det onde i verden".

Derudover fortæller legenden om Skt. Georg os, at vi skal turde gide, vi skal turde tage udfordringer op, opgaver som måske ved første øjekast synes uoverskuelige. Ridder Georg rejste sig fra ugideligheden og besejrede dragen mod alle odds, og netop derfor er Skt. Georg i dag alle spejderes fælles ideal.

 

Derfor er det selvfølgelig også kun for sjov at vi har gjort Georg ugidelig - men måske har vi gjort det for at gøre ham mere menneskelig. Det er vigtig at have idealer, men hvis vi vil kunne forstå idealerne, skal vi også kunne forestille os selv i samme rolle. Hér måske mindre som Georg på rehab, men snarere som en ganske almindelig person med hverdagsproblemer. En person der i bund og grund vil det gode og ved hjælp af denne vilje, opnår en lille forbedring i det daglige liv - overfor vennerne, familien og alle spejderkammeraterne.

 

* Legenden om Skt. Georg er bilagt materialet, og den kan evt. fortælles grundigere, hvis der er mange spejdere, som ikke kender den rigtige legende.