Rammen omkring Skt. Georgs ceremonien er et stille og stemningsfyldt sted, eksempelvis en lysning i skoven, bålpladsen, eller et fredeligt sted i parken. Det er godt, hvis der er mulighed for at tænde bål. Bålet er med til at skabe en god stemning og til at samles omkring.
I ceremonien indgår ”De Tre Bål” (se nedenfor), hvor der tændes et bål for hvert element i spejderløftet. De tre bål kan lige så vel være tre flagermuslygter, fakler, eller måske store stearinlys.
Før ceremonien starter:
- Tænd et bål.
- Forbered ”De Tre Bål”. Tre af spejderne skal være instrueret i, hvad der skal siges og gøres.
- Gør klar med fane, petroleumslamper, skindet med spejderloven og andre ting der kan være med til at skabe den rigtige stemning.
Spejderne ankommer samlet og i stilhed.
Herefter kan ceremonien starte:
1. INDLEDNING
- I spejdersangen står "Og løftet som blev givet, en vårdag brusende og fri…". Den dag, der synges om, er i dag! Hele spejdersangen handler om Skt. Georgs dag og spejderlov og -løfte. Vi synger nu spejdersangen, prøv at lægge mærke til teksten.
- Spejdersangen synges.
2. SKT. GEORGS-LEGENDEN OG SKT. GEORGS-BUDSKABET
- Legenden om Skt. Georg læses op eller genfortælles af lederen.
- Skt. Georgs budskabet læses op eller genfortælles af lederen.
3. SPEJDERLØFTET AFLÆGGES
Inden spejderløftet aflægges, gentager spejderne spejderloven efter lederen, linje for linje:
"Vi vil nu i fællesskab sige spejderloven. Gentag efter mig:
En spejder
- lytter til Guds ord
- er hjælpsom
- respekterer andre
- værner naturen
- er til at stole på
- tager medansvar
- finder sin egen mening"
Derefter siger lederen:
”Når vi som spejdere aflægger et løfte, gør vi sådan: [Spejderhilsen med højre hånd]
Vi skal nu aflægge spejderløftet.
Gentag efter mig [siges linje for linje]:
Jeg lover at gøre mit bedste for
- at lytte til Guds ord,
- at holde spejderloven,
- og hver dag gøre noget for at glæde andre."
4. DE TRE BÅL
- De tre spejdere træder frem.
Første spejder siger: ”Jeg tænder et bål som symbol på - at lytte til Guds ord”.
[Spejderen tænder det første bål].
Anden spejder siger ”Jeg tænder et bål som symbol på - at holde spejderloven”. [Spejderen tænder det andet bål].
Tredje spejder siger ”Jeg tænder et bål som symbol på – hver dag at gøre noget for at glæde andre”.
[Spejderen tænder det tredje bål].
De tre spejdere træder tilbage.
- Lederen siger ”Vi vil nu holde et øjebliks stilhed, hvor hver enkelt af os kan tænke over spejderløftet og over, hvad vi vil gøre for at leve op til det.”
5. AFSLUTNING
- Andagt eller gudstjeneste.
- Der sluttes kreds og spejderbønnen synges.