• Forside
  • Aktuelt
  • ScoutZone
  • Ledere
  • Inspiration
  • Forældre
  • Om KFUM-Spejderne
Nyt password?

Budskab og aktiviteter fra 2004

Forleden da jeg kom hjem fortalte min mand, at han havde haft besøg af Jehovas Vidner. De havde indledt samtalen med: Synes du ikke der er meget ondskab i verden nu til dags?

 

Det diskuterede vi lidt da jeg kom hjem, og konklusionen er - jo, der er meget ondskab i verden. Men er det værre nu end det har været tidligere? Det kan umiddelbart være svært at svare på, da vi ofte forblændes af den tid vi selv lever i. En stor forskel i forhold til tidligere er i hvert fald, at vi sidder med på krigsskuepladsen og følger terroristernes færden fra første række på Internettet, i tv og radio.

 

Det gjorde vi ikke under 2. verdenskrig i koncentrationslejrenes rædsel eller ved andre af de mange eksempler på krig og ondskab, der er i verdenshistorien.

 

Spejderbevægelsen har et fredsbudskab ind i verdens ufred. I modsætning til Jehovas Vidner, hvor der kun er plads til 144.000, er der i spejderbevægelsen plads til alle de der vil arbejde efter idealerne, som de er udtrykt i spejderloven. Når vi aflægger spejderløftet påtager vi os et personligt engagement og siger ja til at arbejde for at fremme det der er indeholdt i spejderloven.

 

I dag er vi 28 millioner spejdere i mere end 216 lande. Hvis vi alle gør vores bedste for at leve efter spejderloven og påtage os et ansvar for den verden vi er en del af, så tror jeg på at vi kan leve op til Baden Powells opfordring til alle spejdere, om at efterlade verden en lille smule bedre end vi fandt den.

 

Hilsen Dorthe Lilleris

Formand for Hovedbestyrelsen