Når vi i dag hører historien om Skt. Georg og dragen, er det fordi Skt. Georg er spejdernes skytshelgen. Baden Powell brugte Skt. Georg som vores forbillede. I dag ville vi måske kalde det vores idol, ham vi gerne vil være lige som. Når vi hører historien holder vi jo alle sammen med Skt. Georg og prinsessen, det er dem vi hepper på inden i os selv. Og kampen mellem det gode og det onde finder jo ikke kun sted i gamle historier, legender og eventyr. Den kamp kæmpes hver dag, lige der hvor vi færdes og inde i os selv. Det er ikke kun en kamp mod drager, men også en kamp mod krig, nød og elendighed og ting vi har mere tæt på som f.eks. mobning, løgne og snyd. Og ligesom i historien om Skt. Georg, må vi vælge side og kæmpe for det gode. Det er ikke nok at stå på sidelinien og vente til kampen er ovre, vi må selv engagere os og tage stilling.
Det er lidt ligesom at være på løb med spejderne. Hver eneste post må man forsøge at løse så godt man kan, nogle er måske nemme andre svære – nogle poster finder man måske slet ikke og hvis det går helt galt farer man vild og har nok at gøre med at finde hjem. Men hele tiden må man gøre sit bedste for at løse den opgave man står overfor. Dit liv er også sådan et løb, hvor du må gøre dit bedste.
I spejderløftet lover du at gøre dit bedste, overfor Gud, dig selv og andre. Det er et stort løfte, du synes måske ikke altid at du er sådan en supermand som Skt. Georg. Måske synes du, det er svært at være som Skt. Georg, men så er det godt at vide, at du ikke er alene. I dag, over hele verden, aflægger spejdere deres spejderløfte. Vi er 28 millioner spejdere i over 200 lande og det er lidt fantastisk at vi alle sammen aflægger spejderløftet. Det er "én verden, ét løfte." Og når vi alle sammen står sammen, så gør det en forskel. Og husk så på, at Skt. Georg ikke selv fik noget ud af sin indsats, han ville ikke have prinsessen som tak. "Gud alene havde æren" sagde han. Eller som vi plejer at sige "Dit er riget, magten og æren. I evighed. Amen".