Du står et sted i Danmark, som du ikke kender. Du er bragt dertil med bind for øjnene, og det eneste du véd er, at hvis du skal hjem, er retningen mod øst. Så får du brug for din viden om, hvordan verdenshjørnerne kan “læses” i naturen og omgivelserne. Der er spor af sol og vind, og gennem århundreder har mennesker også udnyttet deres viden om verdenshjørnerne ved byggeri og beplantning.
Solen
Om dagen kan du altid regne med solen. Den står op i øst og går ned i vest. Midt på dagen står den højest på himlen kl. 12. Så ved du, den står i syd. Men husk, at solen først står direkte mod syd kl. 13, når det er sommertid. I løbet af dagen kan du også finde syd, hvis du har et ur med visere. Hold uret, så den lille viser peger mod solen, og halvér så vinklen mellem viseren og 12 på urskiven, f.eks. med et græsstrå. Det peger nu mod syd. Ved sommertid må du forestille dig, at uret stilles en time tilbage. Hvad nu hvis det er overskyet? Det kan faktisk lade sig gøre at pejle retningen til den alligevel. Hvis du sætter en lille tynd pind mod din håndflade, så kommer skyggen frem. Prøv bare.
Naturen viser vej
Ellers må du se på de tegn, naturen og vejret giver os, for både sol og vind påvirker det landskab, vi færdes i. Træer med tynd bark, f.eks. bøg og fyr, får ofte sprækker og revner på den side, der vender mod syd. Myrerne elsker varme. De kan simpelthen ikke fungere, hvis de ikke er varmet ordentligt igennem. Derfor vil du se, at aktiviteten på myretuen er størst på sydsiden. Om vinteren ser man bedst solens magt. Sne og frost forsvinder først på sydvendte skråninger. Vinden former træer og buske effektivt. Herhjemme blæser den mest fra vest, og de træer, der står udsatte, kommer efterhånden til at pege mod øst. På stammen kan man også se, at mos og lav vokser bedst på skyggesiden, altså på nordvestsiden. Mennesker sætter også spor. De gamle landsbykirker har for det meste koret i den østlige ende (nærmest solopgangen). Tårnet vender derfor normalt mod vest.
Om natten
Hvis du kan se stjernerne, er det én bestemt stjerne, der altid viser vej - og har gjort det i årtusinder: Nordstjernen. Den finder du
ved hjælp af stjernebilledet Karlsvognen.