Ædespor fortæller, hvilket dyr der har spist. Ræven levner fjer og knogler uden for sin hule, efter at den med sine skarpe tænder nærmest har klippet fjer og knogler over. Så voldsomt til værks går spurvehøgen ikke. Den må tage fat i fjerene og hive dem af byttet, uden at de går i stykker. Planteæderne finder vi overalt. Under hasselbusken har musen gnasket nødder i sig, men den må gnave en stor del af skallen væk, inden den kommer ind til kernen. Under granerne ligger afgnavede kogler. Hvis det igen er musen, kan du se den samme teknik med at gnave alt det overflødige af for at finde frem til maden. Egernet har større tænder og klarer arbejdet ved at flå skællene af. Korsnæbbet derimod kiler sine kogler fast hvor som helst og klipper sig ind til frøene. Spætten har sit eget værksted: i en kløftet gren eller en barkrevne presser den koglerne fast, og her hakker den maden i sig, mens resterne på jorden røber stedet. Sådan har hvert dyr sin specielle teknik. På en sommermorgen afslører en sten med knuste havesneglehuse, at sangdroslen har været på spil. Den finder de farvestrålende snegle og flyver hen til sin slagtebænk, hvor den slår skallerne i stykker og æder de bløde snegle.
