Det er godt at synge sammen. Det betyder ikke så meget om tonerne er helt rene eller stemmerne er i overgang, det skal alligevel ikke udgives på cd. Meningen med at synge sange er nemlig bare at have det godt, og sammen føle den stemning sangen giver. En god sangoplevelse er når alle er med.
Til lejrbål synger KFUM-spejdere normalt mange sange og forskellige sange. Der er de sjove sange, de stille sange til eftertænksomhed, de gamle alle skråler med på, smukke salmer, osv. Vores udmærkede grønne spejdersangbog indeholder alle mulige slags sange, og de er gode på hver deres måde. Prøv at synge sange inden for forskellige genrer.
En rigtig god ide er at lære nogle af Jeres yndlingssange udenad. Så kan der hurtig skabes en god stemning på gåturen eller under pioneringsarbejdet. Desuden er det til lejrbål også nogle gange næsten umuligt at læse sangteksterne i bålets skær, og så er det godt at have en sang eller to på rygraden. En sang som alle kan udenad, får tit også mere tryk på, hvilket er fedt.
Sangene til lejrbålet kan også suppleres af en guitar, hvilket kan være helt fantastisk. Men det kræver at det fungerer ordentligt, og alt efter guitarspillerens niveau, bør de givne sange øves i forvejen. Det er synd for sangen, og også for guitarspilleren, hvis det går i kage, og sangen bliver hakket i stykker. Men kan I få det til at fungere, er det rigtig godt.