Det er aften på lejren. Du står neden for en skråning. Ved siden af dig er et bål parat til at blive tændt. På skråningen sidder alle dine spejderkammerater. De er varmt klædt på, og mange har bålkapper.
På et aftalt signal kommer en spejder fra hver side for at tænde bålet med deres fakler. Når bålet er tændt, træder du frem og begynder på din rolle som lejrbålsleder. “Velkommen til lejrbål, velkommen i denne skønne natur. Nu skal vi synge, optræde og have det sjovt!”
Der er noget ganske særligt - næsten tryllebindende ved at sidde og stirre ind i ilden og se, hvordan flammerne langsomt omslutter og fortærer træet.
Det bliver sent - du har fortalt en god historie, og I har sunget højt og lystigt fra Spejdersangbogen. Det var godt, at en af jer havde en guitar med. Næsten alle dagens oplevelser er blevet fortalt igen og igen, og nu læser patruljelederen en spændende historie højt.
Lejrbålet er noget helt specielt - nærmest lidt højtideligt. Lugten af røg, synet og lyden af flammerne, underholdningen, snakken og stemningen er med til at gøre oplevelsen ved lejrbålet til noget, du altid vil huske som noget særligt.