Hvordan staver man til Gud?
Introduktion til månedens materiale
I oktober måned handler det om at stifte bekendtskab med andre religioner, trosretninger eller bare afdelinger af kristendommen. Vi vil opfordre til at man forsøger at besøge andre trosretninger, da der er mange fordele ved at få folk fra de forskellige trossamfund til at fortælle om netop deres måde at tro. Det er svært at være 100% objektiv i fremstillingen af andre religioner eller trossamfund, som troende, da man altid beskæftiger sig med tingene udfra sit eget grundlag, hvilket er en helt normal og naturlig måde at beskæftige sig med mange ting i sin hverdag. Man vil altid være præget af sin viden og meninger om andre ting, og derfor er det vigtigt nogen gange at lade ’profferne’ komme til. Derfor er der også mange links i denne udgave, så man har mulighed for at finde de forskellige trossamfund i lokalområdet. Naturligvis kan man ikke regne med at finde mange forskellige retninger i alle dele af landet, men der vil altid være en eller to man kan beskæftige sig med. Og selvom de ’kun’ er en afledning af Folkekirken kan det være utrolig spændende at få mere at vide om, da man på den måde også får mulighed for at sætte sin egen måde at tro, eller ikke at tro, på i et andet lys.
Danmark er et multireligiøst samfund, som det er tilfældet i et land med religionsfrihed, men derfor er det ikke nødvendigvis alle religioner der oplever fornemmelsen af frihed. Og dette vil være et emne, som er enormt interessant at diskutere med andre. Derfor håber vi meget at i vil tage denne opfordring til eftertanke og skabe kontakt til andre trossamfund. De fleste er meget imødekommende og vil gerne fortælle. Hvis man ikke har mulighed for at tage hele enheden med ud til en moske, en synagoge eller et buddhistisk tempel, er det jo muligt at kontakte de pågældende i lokalområdet og høre om det har lyst til at komme forbi spejderhytten i stedet.
Netop derfor er også den historiske baggrund udfyldt med links i stedet. Alle de links der er vedhæftet er links til trossamfundenes egne sider, og derfor oplysninger taget med deres tro som udgangspunkt. Derudover vil jeg foreslå at besøge Syddansk Universitets religionsguide, som er det første af de efterfølgende links. På den måde får man også muligheden for at læse om de forskelliges trossamfund opfattelse af dem selv.