Kirkens kalenderår startede den 1. søndag i advent. Det blev besluttet på et synode (et kirkeligt topmøde) i 500-tallet, at søndagen tættest på Sankt Andreas' dag (den 30. november) skulle være kirkens nytårsdag.
Adventstiden blev introduceret som en mental forberedelsestid, for at man kunne få ro til at tænke på det nært forestående: Jesu fødsel.
Ligesom påsken har sin fastetid, har julen det faktisk også. Omkring år 500 var den praksis udbredt blandt de kristne i tiden op til jul. Kirken havde dog ikke gjort noget særligt for at markere forberedelser op til julen. Så det foregik udelukkende på græsrodsniveau.
Her skulle man sætte tempoet ned i det daglige, og store og støjende aktiviteter blev forbudt. Man mente også, at det var godt at mangle mad, for så kunne man lettere opleve den sande juleglæde.
Men det var svært for familierne at sætte tempoet ned, for man bliver jo nødt til også at forberede sig praktisk: der skal jo både bages, brygges, laves mad og gøres rent. Alt skal jo være i orden inden jul.
Med reformationen blev kirkens strenge krav til folks gøren og laden i adventstiden afskaffet. Og derfor fylder advent heller ikke det store i folks bevidsthed. Det mest markante aftryk, som adventstiden sætter, er på de kirketekster, man læser i Folkekirken. Og børn er naturligvis bekend med adventsgaver
Aktivitet: Alle enheder kan lave en advent krans.