Forleden dag traf jeg min nabo som var ude at grave kartofler op. Her om sommeren er det normalt en stor glæde at få lov at grave egne kartofler op, men min nabo var trist, for han er kartoffelbonde og han stod på en mark og gravede med sin spade. Marken er så stor, at det vil tage mindst 2 mdr. før han er færdig. Det har regnet så meget i junimåned, at jorden er for våd til at traktoren kan køre der. Nu er kartoflerne store og modne, og hvis de ikke snart bliver taget op vil der gå skimmel i dem.

”Det er noget underligt vejr vi har for tiden,” konstaterede han, ”det bliver ligesom mere og mere ekstremt, hvad skal vi gøre ved det?” Ja, miljøministeren har en plan, men måske skulle vi også gøre lidt i mellemtiden?
I salmen ”Menneske din egen magt” nr. 164 i DGS står der:
du skal selv på denne klode
skelne ondskab fra det gode
- dybt ansvarlig for din jord.
I begyndelsen af biblen fortælles det hvordan Gud skabte jorden og satte mennesket i Edens have for at han skulle dyrke og vogte den. Jorden er altså Guds og mennesket er sat til at passe den som en anden salgs gartner. Men det går vist ikke så godt for tiden. Forskerne strides om hvorvidt klima forandringerne er menneskeskabte eller ej, men vi kan alle sammen mærke, at der er noget galt. Enten er vejret helt vildt godt med sol og varme, eller også er det rigtigt skidt med regn og blæst. Hvad skal det ende med? I salmen ”Menneske din egen magt” lader digteren os ikke krybe uden om. Han fastholder, at vi er ansvarlige, vi skal skelne mellem det gode og det onde, vi skal handle til bedste for vores medmennesker og klode. Det kan synes som en umulig opgave, det er jo ikke kun mig der bruger CO2, men hvis nu alle gjorde lidt for at begrænse sig? Alligevel kan man godt fortvivle over den umulige opgave… Derfor er det så godt, at vi kan bede Gud om hjælp. Vi er jo ikke helt alene om opgaven…
Og når du har brugt din dag
til det sidste åndedrag
standser Gud din gråd og klage,
ta’r en misbrugt dag tilbage
- nådig glemt i evighed
Bøn
Himmelske Far!
Gør mit sind åbent for den dag,
som nu kommer til mig,
Så jeg ikke frygter de opgaver og udfordringer,
jeg skal møde,
men stoler på din trofasthed,
og tager imod dagen som en gave fra dig.
Amen.
|
Anna Simonsen Jensen |
|
Jesper Magnus Lassen |