Med Bæver og hans venner og familie håber vi, at det nu er lykkedes at skabe en langtidsholdbar og børnevenlig bæver-idéramme med flere muligheder for at holde hele bævermøder inden for bæverrammen
Lige siden bævergrenen blev introduceret har der været mange forskellige tilgange til bæverarbejdet, og der er ofte blevet efterlyst mere materiale, uden det har været formuleret, hvad det er, man mangler. I 2001 kom Bæverliv, hvilket udfyldte mange af hullerne.

I 2006 udkom hæftet ”Bæver og hans venner” som blev fulgt op med ”Flere historier om Bæver og hans venner” i 2007.
Vi håber, at det nu lykkedes at skabe en langtidsholdbar og børnevenlig bæver-idéramme med flere muligheder for at holde hele bævermøder inden for bæverrammen.
Der er lavet meget om, eller rettere der er fundet på meget mere. Der er dog stadig meget i den gamle bæverramme, som også kan rummes i den nye.
Det, der gør Bæver og hans familie og venner til noget nyt er at
- hovedpersonen Bæver har/får venner af andre dyrearter.
- dyrene får menneskelige egenskaber og gøremål.
For at starte med det sidste. Dyrene er gjort menneskelige, så børnene lettere kan identificere sig med dem, når de hører historierne. Det giver også mulighed for at beskæftige sig med emner, der er relevante for børnene uden at skulle forlade bæverrammen (fx trafik eller sundhed). Børn er vant til, at dyr har menneskelige egenskaber. Det findes i enhver fabel, og det er desuden blevet brugt i alverdens tegnefilm.
Bæverfigurerne
Bæver og hans familie og venner er beskrevet her.
Hovedpersonen er Bæver, der bor i Bæverbo sammen med Bævermor, Bæverfar og Bæverline.
Ræv, Ugle, Frø og Muldvarp, hører til Bævers nære vennekreds.
Bævers andre venner er Egern, Spætte, Pindsvin, Grævling og Mus.
Udvikling af bæveridérammen
Vi er lige startet, og alle veje ligger åbne for os – og for jer. Vi vil meget gerne, hvis bæverrammen kan vokse, og at I gør den til jeres egen. Der vil løbende komme nye fortællinger, der passer til denne bæverramme. Men der er også masser af muligheder for at digte videre selv. Skal bæver på ferie, kommer han til skade eller skal Bæver have flere venner med tiden? Det er kun jer, der kan svare på det - og det sker kun, hvis I digter med. Men hvis I gør det, kan det også resultere i masser af aktiviteter.
Der er mulighed for at dele bæverfortællinger og bævermøder med andre bæverledere her. Hvis bare én leder fra hver bæverflok lægger ét bævermøde ud på spejdernet, vil der være bævermøder nok til 9 år.
På spejdernets clipart kan I finde de tegninger, der bliver lavet.