• Forside
  • Aktuelt
  • ScoutZone
  • Ledere
  • Inspiration
  • Forældre
  • Om KFUM-Spejderne
Nyt password?
Du er her: Inspiration » Arbejdstræ » Om arbejdstræet » Udviklingsområder

Fem udviklingsområder

Spejderarbejdet har som mål at medvirke til at udvikle børn og unge til hele mennesker. Det sker gennem en målrettet indsats på fem områder:

 

Fysisk er målet at spejderen skal blive ansvarlig for sin egen krops udvikling og funktion. Det vil sige at han skal lære at føle glæde ved fysisk udfoldelse, at passe på sin krop og at sørge for at få fornuftig ernæring, søvn og motion.

 

Samtidig udvikler spejderaktiviteterne hans sanser: følesans, syn, lugtesans, smagssans og hørelse. Man udvikler sig fysisk ved eksempelvis at lege, bygge med granrafter, vandre, cykle eller gennemløbe en forhindringsbane.

 

Socialt er målet at spejderen udvikler sin evne til at samarbejde og til at lede. Det betyder, at spejderen gennem arbejdet udvikler sin evne til at lytte aktivt og kommunikere og til at skabe og respektere fælles regler. Igennem spejderaktiviteterne udvikles barnets og den unges ansvarsfølelse og interesse for omverdenen, ligesom han trænes i at forebygge og løse konflikter. Værdien af fællesskab og demokrati læres især gennem arbejdet i familien/banden. For i familien og banden er det ikke nok bare at være med. Her stilles krav om aktiv deltagelse, både når det er helt praktiske opgaver som madlavning og rengøring skal løses, og når det er tid til lejrbål eller andagt.

 

Følelsesmæssigt er målet at få den enkelte spejder til at lære sine egne følelser at kende og at udtrykke dem så han bliver i stand til at opnå indre ro og ligevægt. Målet er også at spejderen skal erkende og lære at forstå andres følelser for derigennem at opnå større tolerance og respekt for andre og udvikle sin egen følelsesmæssige modenhed. Følelserne udvikles eksempelvis gennem leg, rollespil og konkrete samarbejdsprojekter.

 

 

Åndeligt kombinerer KFUM-Spejderne kristendomsforkyndelse og spejderliv. Målet i arbejdet er at give den enkelte deltager en forståelse for den kristne tro og kultur samtidig med at han lærer at respektere andres tro.

 

KFUM-Spejderne tilbyder en levende og engagerende forkyndelse der søger at give børn og unge et nært forhold til den kristne tro som de kan relatere til deres dagligdag.

 

Spejderarbejdet handler også om at give tid og rum til at tale om de store spørgsmål i tilværelsen som for eksempel vores oprindelse, næstekærlighed og døden.

 

Intellektuelt er målet at udvikle spejdernes evne til at tænke og forny sig og derigennem hele tiden være i stand til på en positiv måde at tilpasse sig nye situationer.

 

Spejderarbejdet søger derfor at stimulere barnets naturlige nysgerrighed, opfindsomhed og fantasi. Spejderen lærer at indsamle og udnytte informationer på en selvstændig måde. Og han bliver i stand til at forholde sig kritisk til indtryk, udsagn oghandlinger.

 

Eksempelvis bidrager det til spejderens intellektuelle udvikling at lege kimsleg, at lære nye knob og sportegn og at skrive og tegne om sine oplevelse i en dagbog om en spejdertur.

 

Et mål for den enkelte

 

Til hvert basismærke er der krav inden for alle fem aktivitetsområder. Specialmærkerne fordeler sig også over alle fem områder.

 

Derudover findes et sjette og tværgående krav som rækker ind i flere af basismærkerne for unge. Det er et krav om at spejderen lærer den grundlæggende egenskab at sætte sig et mål som han forfølger og når. Det kan være et mål for det enkelte spejdermøde, f.eks. at hjælpe en spejderkammerat med at lære fire nye knob. Eller det kan være et mål der indfris over flere møder eller en weekendtur, som f.eks. at udtænke, forberede og gennemføre et programpunkt til et patruljemøde. For en patruljeleder kan målet være at inspirere patruljen til at lave en knobtavle og selv stå som leder af knobtavleprojektet.

 

Det tværgående krav giver spejderen mulighed for at træne og dermed lære en metode til at sætte mål for sig selv og sin tilværelse. Spejderen oplever på den måde at han tager mærker som et led i sin personlige udvikling.

Info